Fortsæt til indhold

25% af iværksætterne spår om stejl vækstkurve

Det nye Iværksætterbarometer 2016 er den største analyse af iværksætteriet i Danmark. Generelt tegner undersøgelsen et billede af iværksætterne med både høje forventninger, men også store udfordringer. Særligt kapital er en mangelvare, mener iværksætterne

Samfund
Arkiv

UNDERSØGELSE 25% af iværksætterne i Danmark forventer at vokse med mere end 50% inden for det næste år. Det er en af de interessante observationer i det nye Iværksætterbarometer 2016.
Mere end 2300 iværksættere har i den nye undersøgelse givet deres besyv med, og blandt meget andet også angivet, hvad de ser som den største udfordring.
Her ses tydeligt at et område som beskatning som en kæmpe udfordring. 7 ud af 10 oplever vilkårene som dårlige, når det gælder beskatningen af indkomst og overskud.
Bag analysen står Vækstfabrikkerne og Væksthus Sjælland med direktør Mads Váczy Kragh i spidsen:
- Vi har et samfund, som ikke understøtter de virkelig ambitiøse virksomheder godt nok. Skat er et område, som klart udfordrer iværksætterne og et andet er kapitalområdet, hvor der simpelthen ikke er nok muligheder.
Iværksætteriet er helt afgørende for Danmark, hvis vi fortsat skal klare os i konkurrencen med udlandet. Vi skal have flere nye virksomheder, som for alvor skaber omsætning og nye job her i landet.
Iværksættermiljøet i Danmark er generelt kendetegnet ved, at vi starter mange virksomheder, men vi mangler at høste frugten af de mange virksomheder.
Ser man på top 100 over danske virksomheder er kun 5 virksomheder under 30 år gamle.
- Vi starter flere og flere virksomheder i Danmark, og vi er faktisk også ret ambitiøse. Udfordringen er at alt for få danske virksomheder bliver store. Vi ser spiren til et dansk iværksættersamfund, men vi har meget lang vej endnu. Her er vi nødt til at turde at være lige så ambitiøse som samfund, som iværksætterne er det på væksten.
Vi skal tænke nyt og turde investere i fremtidens virksomheder, udtaler Mads Váczy Kragh.
Med undersøgelsen følger en række anbefalinger til initiativer for at løfte iværksætteriet i Danmark.
- Hvis vi skal blive en stærk iværksætternation er vi nødt til at turde føre en mere offensiv erhvervspolitik for iværksætteriet. Og så skal vi sætte nogle klare målsætninger.
Vi skal løfte antallet af nye virksomheder blandt de 100 største og vi skal være det land i Europa med mest risikovillig kapital. Det er realistiske mål, som jeg mener kan opnås herhjemme.
Men det kræver, at vi er ambitiøse, udtaler Mads Váczy Kragh.
Se hele Iværksætterbarometer 2016 her: http://vaekstanalyse.dk/barometer.
Iværksætterbarometer 2016 er udarbejdet af Center for VækstAnalyse, Vækstfabrikkerne og Væksthus Sjælland.
sl