Fortsæt til indhold

“Vi skal tage godt imod de nye borgere”

75 borgere til møde og 11 meldte sig som frivillige

Samfund
Anette Bonde

Cirka 75 borgere var tirsdag 5. april mødt op til borgermøde i Holbæk forsamlingshus, hvor politikere og embedsmænd fra Norddjurs Kommune informerede om den aktuelle flygtningesituation. Norddjurs Kommune har 11 boliger i Holbæk, som står tomme og som vil blive anvist til flygtninge.

Opstartsmøde 27. april

På mødet var der generelt enighed om, at der skal tages godt imod de nye borgere, fortæller Jacob Petersen, udviklingskonsulent i Norddjurs Kommune, og 11 borgere meldte sig som frivillige til at hjælpe med at give de nye medborgere en så god modtagelse som muligt i lokalsamfundet. Han tilføjer, at borgere, der ikke deltog i mødet men som ønsker at yde en frivillig indsats kan kontakte Norddjurs Kommunes frivilligkonsulent Camilla Steskow.

På grund af den store tilmelding afholdes et opstartsmøde ved Camilla Steskow onsdag 27. april om hjælp til flygtninge i Holbæk.

Flere flygtninge i vest

Som bekendt har mange kommuner i Danmark et stort behov for billige boliger, der kan anvises til flygtninge. I Norddjurs vil man desuden gerne have, at flere flygtninge kommer til at bo i den vestlige del af kommunen, hvor det hidtil mest har været i Grenaa.

Kommunalbestyrelsen besluttede 23. februar, at boligerne i Holbæk i en periode skal anvises til flygtninge, der har behov for en bolig med en lav husleje. Jacob Petersen oplyser, at det bliver enlige og mindre familier, der flytter ind. Han kan dog ikke sige, hvornår de første kommer, idet Udlændingestyrelsen, der udreder sagerne, er under et stort arbejdsmæssigt pres i øjeblikket.

Når flygtningene ankommer vil de i øvrigt skulle rejse til Grenaa for at modtage danskundervisning hos AOF.

Også møde i Gjesing

Tirsdag 12. april afholdes et lignende informationsmøde i Gjesing. Her er det det tidligere plejehjem Bakkely med 18 2-rums og 9 1-rums boliger, der bliver tilbudt flygtninge.