Seje Sild strikker til Uummannaq
Nyfødte grønlandske børn får strikkede huer
En af Fjellerups Seje Sild er netop kommet hjem fra en ferierejse til Grønland. Med i kufferten havde hun 30 strikkede huer fra de Seje Sild til små nyfødte på Uummannaqs Hospital. I Uummannaq er der 25 – 30 fødsler pr. år. Nogle gange er der ikke nogen jordemoder på stedet, og så må de gravide, tage til andre fødesteder. Da den Seje Sild besøgte hospitalet var der en jordemoder på et fem ugers vikariat, og der var to fødsler.
Det er anden gang Fjellerups Seje Sild giver huer til Uummannaq. Sidste sommer blev de videregivet til en sygeplejerske, der var på ferie i Fjellerup. Ud over Uummannaq samarbejder Fjellerups Seje Sild med Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, og med forskellige læge- og sygehuse i Danmark.
I årets løb strikkes der mange andre ting, som hele året sælges hos lokale handlende. I skolernes sommerferie er der salg fra Fjellerups Bundgarnsmuseum Hemming Nielsens Vej 25.
Fjellerups Seje Sild, der er en velgørende strikkeklub, giver i år overskuddet fra salget til Glesborg Plejecenter, der skal bruge pengene til et klovneforløb købt af Foreningen Forglemmigej, som arbejder med demente.