Fortsæt til indhold

Bestyrelsens kendskab skal sikres

Ændringer lægger op til, at bestyrelsesformand skal deltage ved gennemgangen af pædagogiske tilsyn

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

En voldsom debat om Hillerød Kommunes tilsyn på daginstitutionerne opstod i kølvandet på, at kommunen indførte skærpet tilsyn på den private institution Nr. Herlev Børnehus i januar.
Dengang var flere forældre ude med riven mod tilsynene, fordi de ikke kunne se nogen sammenhæng mellem det, de oplever i institutionen, og det, de tilsynsførende oplevede. Samtidig mente forældrene, at sagen var kommet frem i pressen, før de havde fået besked.
Sidstnævnte problematik vil kommunen nu sikre sig imod, efter at forvaltningen har kigget rammerne for de pædagogiske tilsyn i sømmene. Politikerne i Børne- og familieudvalget godkendte derfor på deres møde den 6. april, at bestyrelsesformanden ikke længere blot tilbydes at deltage, når resultatet af tilsynet skal gennemgås: Nu forventes det, at de deltager. Samtidig skal tilsynsrapporten som noget nyt også underskrives af formanden for dagstilbudsråd eller -bestyrelsen.
Formanden for Børne- og Familieudvalget Rikke Macholm (SF) er tilfreds med ændringerne:
"Det handler om, at vi skal sikre os, at formanden og bestyrelsen har kendskab til indholdet i oplægget til tilsynsrapporten, og at de ved, hvad de tilsynsførende har set. Jeg tror, det kan rette op på, at man føler sig godt informeret på et tidligt tidspunkt i processen. Åbenhed i informationerne er rigtig vigtigt, så forældrene har kendskab til, hvad man fra kommunens side synes, at der skal rettes op på. Forældrene, som ikke er i institutionen hele dagen, har brug for et nuanceret syn på, hvad der foregår," siger hun.

Skal ikke lægges ud

Samtidig debatterede politikerne, om tilsynsrapporterne skal offentliggøres på kommunens hjemmeside. Ifølge forvaltningen er det blot to af kommunerne i Region Hovedstaden, som gør det.
Som det er nu, kan alle få og læse rapporten, hvis de beder om dem.
Men hvis rapporterne skal offentliggøres, skal en del personfølsomt materiale fjernes forinden. Derfor ville de tilsynsførende skulle udarbejde to rapporter: Én til udlevering og èn som internt arbejdspapir. Og det vil kræve, at de tilsynsførende skal bruge flere timer på rapporterne. Det, anslår forvaltningen, vil give en øget arbejdsmængde på 260 timer om året og koste kommunen 60.000 kroner årligt.
Blandt andet derfor mente politikerne i udvalget, at rapporterne fortsat kun skal udleveres ved henvendelser:
"Hvis nogen er nysgerrige, kan de bare få rapporten tilsendt. Så der er allerede åbenhed i dag. Vi er ikke interesserede i at bruge flere penge på administrativt arbejde - de penge vil vi hellere bruge på børnene," siger Rikke Macholm, som i øvrigt understreger, at hun stadig har stor tillid til de tilsynsførende.
Både Økonomiudvalget og byrådet skal godkende ændringerne senere i april.