Nu kommer fibernettet
De seneste måneders indsats fra borgere for at få fibernet til byerne bærer frugt
De seneste måneders indsats for at få fibernet til Allingåbro og Ørsted har båret frugt. Ørsted kom i mål i 11. time, men det lykkedes begge byer at nå op på de 35 procent tilmeldinger, der var et krav fra EnergiMidt. Energi Midt har kørt en intens kampagne, der blev bakket op af borgere i begge byer.
“Vi har haft nogle rigtigt gode arrangementer i byerne, og både ejendomsmæglere, virksomheder, Norddjurs Kommune, Brugsen i Allingåbro og foreningslivet har bakket op om vores aktiviteter. Det er en fornøjelse at opleve, hvordan de her mindre byer står sammen, når der er en mulighed for at gøre noget godt for området”, fortæller Ole Buur Sahlholdt fra EnergiMidt.
Læs også: Allingåbro og Ørsted: Kapløb mod fibernet
Lang kampagneperiode
Kampagnen skulle egentlig være sluttet 20. marts. På det tidspunkt var kun to ud af tre områder i Allingåbro nået op på de 35 procent, mens der endnu var et stykke vej i både Ørsteds to områder og det sidste område i Allingåbro. EnergiMidt valgte derfor at forlænge kampagnen med et par uger.
EnergiMidt er nu i gang med at planlægge gravearbejdet og forventer, at Allingåbro og Ørsted kan se frem til at få deres fiberforbindelser op at køre i løbet af andet halvår af 2016.
Læs også: Allingåbro og Ørsted: Stadig mulighed for at få fibernet
Læs også: Video: Direktøren vil også have fiberbredbånd