Mere overskuelige chef-lønninger i Regionen
Nye regionsdirektører får hverken løntillæg eller gyldne håndtryk
Det skal være slut med store løntillæg på direktionsgangen hos Region Syddanmark.
I hvert fald er de seneste to direktører blevet ansat til en løn uden de sædvandlige mange tillæg. Og uden en kontraktaftale, der giver dem adgang til store gyldne håndtryk i tilfælde af fyring.
Det viser oplysninger, Lokalavisen har fået via aktindsigt.
Fraværet af tillæg betyder ikke, at direktørerne tjener mindre - men blot, at lønnen udbetales som ét beløb.
De to nye koncerndirektører, Rikke Vestergaard og Jens Winther Jensen, har begge en månedsløn på 131.011 kroner. Dertil kommer et pensionsbidrag på 26.805 kroner om måneden. Den samlede udbetaling til dem hver er på 158.006 kroner om måneden.
Ny stil fra Regionen
Beslutningen om, at regionens topledelse skal have mere gennemskuelige lønforhold og ikke have adgang til gyldne håndtryk, kom ovenpå blandt andet sagen om den tidligere sundhedsdirektør, Jens Elkjær, der blev fyret sidste år og fik et gyldent håndtryk på over fem millioner kroner.
Hans grundløn var på 73.001 kroner om måneden. Men med fem tillæg mellem 2.727 og 25.047 kroner endte tallet på over 150.000 hver måned.
Kommunalforsker Roger Buch fra Dmjx i Århus kritiserede i den sammenhæng de mange tillæg, der er normen for chefer i den offentlige sektor.
“Tillæggene er som at sælge elastik i metermål,” sagde han dengang til Lokalavisen.
Den nye løn-stil hos Region Syddanmark betegner han som “mere enkel og mere ærlig”.
“Man kan altid diskutere, om cheferne i den offentlige sektor bør have så høje lønninger, og om de har fortjent den meget store generelle lønstigning, som de har fået gennem de sidste otte-ti år. Men den debat er tidligere endt med diskussion om det ene og det andet og det tredje tillæg. Med én løn bliver debatten mere tilgængelig,” siger han.