Efter jordskælv- Frygtede at vende hjem

Martin Knudsen studerer til socialpædagog. For knap et år siden kom han hjem fra Nepal. Han er i praktik på Tagdækkervej i Hammel og er nu flyttet til byen.
Det er først nu, han kan fortælle sin traumatiserende historie fra det værste jordskælv i Nepal i 80 år.

Benene låst fast

På det tidspunkt, hvor jordskælvet, der blev målt til 7.9 på Richterskalaen, kom, arbejdede Martin på et børnehjem 800 kilometer fra hovedstaden Kathmandu, hovedstaden, som blev hårdt ramt.

På børnehjemmet oplevede Martin Knudsen sit første jordskælv: ”Det var meget underligt. Børnene søgte beskyttelse bag mig, men min hjerne koblede fuldstændig fra i halvandet minut.Træernes vuggen lød som et kæmpe vindpust, men der var vindstille. Jeg kunne ikke kunne bevæge mine ben. Om det skyldes adrenalin eller rystelserne ved jeg ikke,” fortæller Martin.

Han besluttede at tage til Kathmandu for at hjælpe. Han har nogle kompetencer fra hæren, som kan bruges i nødhjælpsarbejdet.

Køer ud af byen

”En bustur på 18 timer føltes meget lang. Da vi nærmede os byen, holdt der lange køer af biler på vej væk fra byen.”

”Ødelæggelserne var enorme. Husene var i nogle kvarterer jævnet med jorden. Her er nemlig meget betonbyggeri. Der lå lig i gaderne. Her ville jeg kunne gøre en forskel. Sammen med Kaja, som jeg mødte hos Mellemfolkeligt Samvirke i Kathmandu, gik vi i gang,” beretter han.

Midlerne blev hentet over facebook. Mere end 25.000 kroner. Der blev købt telte, tæpper og spande, hvori der kunne være bl.a. tørkost og andre nødvendigheder. Der kunne laves startpakker. En lokal organisation hjalp med at organisere, så de, der trængte hårdest, fik først. Der blev til 80-90 familier.

Optimismen forsvinder

Nepaleserne er vant til mindre jordskælv, og de havde en optimistisk tro på, at de skulle komme over det.
Men så kom der igen et jordskælv af samme størrelse.
Martin lå på ladet på af en lastbil, på vej ud med endnu en levering, da skælvet ramte.
Nu mistede både nepaleserne og Martin modet. Holder det dog aldrig op? Der kom i alt 173 efterskælv efter de to store.

”Jeg blev flere gange opfordret til at flyve hjem, men der var mere, der skulle laves. Jeg vidste godt, at der ville komme et psykisk efterspil, men psykologbistand måtte vente til Danmark.”

Billetten var for længst købt til 31. maj, men så kom der nye tanker: ”Jeg var bange for, hvordan jeg ville blive modtaget i Danmark. Så aftenen før drak jeg mig plakat fuld,” røber Martin Knudsen.

Skubber vennerne væk

Frygten viste sig at være begrundet. ”Alle ville spørge og trøste, men jeg skubbede dem væk. Svarede høfligt og kort. Ville ikke være i en offerrolle. Jeg måtte vente en måned på psykologhjælp. Juni blev en lang måned.”

”Diagnosen var, at jeg var traumatiseret, men havde ikke tager varig skade. Jeg har fået værktøjer, men det er først nu et år efter, at jeg kan fortælle min historie. Hverken familie eller venner har fået den før nu,” slutter Martin Knudsen.