Fortsæt til indhold

Inco åbner nyt madmekka i Glostrup

Dansk Cater A/S har vokseværk og udvider nu virksomheden med købet af den tidligere METRO-ejendom i Glostrup og de har allerede store planer med ejendommen.

Samfund
Arkiv

ERHVERVSEJENDOMME Ejendommen i Glostrup blev erhvervet af Dansk Cater A/S, som vil åbne inco-butik nummer tre i rækken.
Inco blev grundlagt i 1922 i Kødbyen i København af en gruppe købmænd, der sammen ville sikre sig varer af god kvalitet til konkurrencedygtige priser ved at gå sammen i en fælles indkøbsforening.
Inco København og Inco Aarhus blev opkøbt af Dansk Cater A/S i 2011 – og nu skal næste butik i rækken således også kunne tilbyde professionelle et stort udvalg af varer, godt guidet af uddannet fagpersonale, som kan både vejlede og inspirere.
Datoen for åbningen af butikken er dog ikke fastlagt endnu, da der fortsat ligger et stort og spændende arbejde i at forvandle de enorme lokaler til et slaraffenland for alle madentusiaster.
Steen D. Pedersen, direktør i Dansk Cater A/S, fortæller om nyerhvervelsen:
- Vi glæder os til at åbne den nye forretning og til at videreføre den helt specielle stemning fra de øvrige inco-butikker.
Man er i Inco tættere på varerne og kan bruge alle sanser under sine indkøb. Det bliver spændende at opleve i de nye lokaler i Glostrup.

Attraktive ejendomme

Senior Client Director i EDC Erhverv Poul Erik Bech Helle Nielsen Ziersen siger om salget af ejendommen:
- Det har været en stor fornøjelse at arbejde med salget af ejendommen, som indeholdt mange muligheder for udnyttelse. Den store interesse gav et godt indblik i mængden af investorer, der bevæger sig i markedet p.t.
Der er stadig to METRO-ejendomme til salg i hhv. Aarhus og Aalborg, og ifølge Helle Nielsen Ziersen er der god interesse for begge ejendomme - efter deres bedste overbevisning er de solgt indenfor en overskuelig fremtid.
sl