“Godt at mine forældre pacede mig”

Bør man presse sine børn akademisk, eller skal barndommen være ren leg?

Manan Pareek, 31 år og odenseansk læge, er ikke i tvivl. Han modtog i februar et prestigefyldt EliteForsk-rejsestipendium på 200.000 kroner, som har gjort det muligt at skifte hverdagen som ph.d.studerende på Odense Universitetshospital ud med en kittel på Brigham and Women's Hospital ved Harvard Medical School i Boston.

En drøm, der næppe ville være gået i opfyldelse, hvis ikke Manan Pareeks indiske forældre havde fastholdt, at lektier altid kom forud for videospil.

“Folk er meget uenige om, hvorvidt man skal pace sine børn eller ej. Det er jo et kontroversielt emne. Personligt er jeg taknemmelig for, at mine forældre pressede mig til at præstere som barn. Jeg har lært, at det betaler sig at gøre sig umage, og det har givet mig nogle fantastiske muligheder,” fortæller han til Lokalavisen over telefonen fra Boston.

Forsker i blodpropper

Det kommende år på Harvard skal Manan Pareek forske i forebyggelse af hjertekarsygdomme. Sammen med et hold af læger undersøger han, om det gennem blodprøver er muligt at forudsige hvem, der på sigt vil blive ramt af en blodprop, og om man gennem scanninger kan opsnappe meget tidlig åreforkalkning i pulsårene.

“Jeg har altid drømt om at studere i USA. De sidste fem år har jeg været stor fan af netop det sygehus, jeg er på nu, fordi meget af den førende blodpropsforskning udspringer herfra. Under et kursus mødte jeg en af de helt store professorer herovre. Jeg fik hans visitkort og kimede ham ned, til det lykkedes mig at få en udvekslingsaftale i stand, hvilket min fantastiske hovedvejleder i Odense heldigvis accepterede,” husker Manan Pareek.

Indisk skolegang

Han er født og opvokset i Faaborg og bor normalt i Odense, men dele af barndommen blev tilbragt i Indien, hvor Manan Pareek gik i privatskole og stiftede bekendtskab med den indiske skoledisciplin, der på mange måder adskiller sig fra den danske.

“Der er stort fokus på det faglige, mange lektier og hyppige eksamener, og man vænner sig til, at det at gå i skole handler om at præstere. Det betyder, at man møder velforberedt op, gerne laver ekstraopgaver og altid har styr på sine ting,” fortæller han.

“Mine forældre har altid ment, at skolen kom i første række. I de perioder, hvor vi boede i Indien, brugte jeg næsten al min vågne tid på skole og lektier. Og i Danmark var mine søde klasselærere i folkeskolen meget opmærksomme på, hvis der var elever, der skulle stimuleres lidt mere, og som ville have glæde og gavn af ekstraopgaver. For eksempel fik jeg tidligt lov til at lave gamle eksamenssæt fra folkeskolens afgangsprøve og ekstraopgaver fra bagerst i matematikbogen,” lyder det fra Manan Pareek.

Som lille barn tænkte han ikke synderligt over, at livet kunne være anderledes.

“Jeg syntes indimellem, det var snyd, at mine klassekammerater i højere grad kunne spille Nintendo og se TV, når de ville. Men det var også hyggeligt at sidde og lave opgaver, for mine forældre var nærværende og stod altid til rådighed, hvis jeg havde brug for lektiehjælp.”

Medicin et oplagt valg

Hans forældre er begge universitetsuddannede, og glæden ved at bruge tid på det akademiske arbejde er en indgroet del af familiekulturen.

Manan Pareek medgiver, at det akademiske fokus kan lyde lidt tungt, men som han siger:

“Hvis man vokser op med det i en tidlig alder og allerede som et lille barn synes, det er sjovt at lære nye ting, så tror jeg ikke, man vil opleve det som en belastning men snarere som en styrke.”

Under gymnasietiden i Faaborg overvejede Manan Pareek kort at læse kemi eller farmaci, men lægestudiet var det oplagte valg.

“Der bliver altid lavet parodier om, at indiske forældre vil have deres børn til at læse medicin. Og det er faktisk ikke helt ved siden af,” griner han.

“Når man vokser op i en akademisk, indisk familie og klarer sig godt i skolen, er der en klar forventning om, at man læser til læge. De fleksible jobmuligheder gjorde udslaget for mig, og jeg har aldrig fortrudt mit valg.”

Fokuserede studieår

Mens studieårene for de fleste er en cocktail af bøger, byture og fritidsaktiviteter, dedikerede Manan Pareek sig i høj grad til læsningen under det seks år lange medicinstudie på Syddansk Universitet. En beslutning, der af og til vakte undren blandt flere af hans medstuderende på medicinstudiet og gav anledning til hvisken og tisken på gangene, især de første par år.

“Hvis man tør være sig selv, så vil folk altid have en mening om en, og det er ikke altid, den er positiv. Men hvis man lader sig styre af frygten for, hvad andre tænker, bliver det svært at nå sine mål,” vurderer Manan Pareek.

Han er, med sine egne ord, mindre 'fremme i skoene' nu. end han var tidligere, hvor han gik meget op i for eksempel at markere sig til undervisningen.

“Men jeg er stadig typen, der får dårlig samvittighed, hvis jeg laver noget, der ikke gavner mit cv eller i det mindste bare træner. Jeg tror, det ligger til kulturen.”

Og ambitionerne slutter ikke her:

“Min vildeste drøm er at blive professor på Harvard. Det ville være det ultimative.”