Magnus og Christian fik dusør
Magnus Pedersen og Christian Jæger modtog dusør for deres modige indsats i forbindelse med et biluheld
Den 27. november sidste år skete der et voldsomt biluheld ved Koldingvej i Vejle. Især to personer spillede den aften en vigtig rolle i, at uheldet ikke udviklede sig yderligere og fik fatale konsekvenser for den 26-årige bag rattet. Her godt fem måneder senere bliver den indsats anerkendt af Vejle Lokalpoliti. På vegne af politidirektøren overrakte vicepolitiinspektør Frede Nissen en dusør til hver af de to mænd med ordene:
“I har reddet et menneskeliv. Det er ikke så tit det sker.”
Sådan gik det til
Uheldet fandt sted natten til fredag den 27. november 2015. 31-årige Magnus Pedersen og 38-årige Christian Jæger havde aldrig mødt hinanden før, men oplevelserne den aften gør, at de aldrig vil glemme hinanden. En helt almindelig aften udspillede sig for begge mænd. Begge var de ved at gå i seng, da de fra hver deres lejlighed pludselig hørte råb og skrig. Magnus Pedersen fortæller:
“Jeg lå på sofaen efter en lang arbejdsdag, da jeg hørte nogle lyde. Jeg gik ud for at tjekke, men jeg kunne ikke se noget. Jeg var egentlig på vej tilbage, men så hørte jeg nogle råbe 'hjælp',” siger han og fortsætter:
“Jeg ser så en bil, der er kørt galt og en mand, der sidder fastklemt inde i den. Jeg kan se, at der er gået ild i kølerhjelmen, så jeg ved, at det er et spørgsmål om tid, før det går helt galt.”
Manden er forslået, men ved bevidsthed, da Magnus Pedersen kommer op til bilen. Han prøver i første omgang selv at få ham ud af bilen, men det lykkes ikke. I mellemtiden er andre folk kommet til. En af dem er 38-årige Christian Jæger.
“Jeg kom derop og var kun fokuseret på bilen. Sammen med Magnus fik vi flyttet ham længere ud af bilen, men vi kunne ikke få ham helt ud, da hans ben sad fast. Imens begyndte ilden at tage fat i ham, så vi hældte øl ud over ham for at holde ham nedkølet.”
Undervejs kom politibiler til, der alle bidrog med pulverslukkere, men det var først, da brandvæsnet kom, at det endelig lykkedes at slukke branden og klippe manden fri fra bilen. I følge politiet et minut eller to før ilden havde taget endelig fat i den 26-årige. Den voldsomme oplevelse har sat sine spor hos de to mænd.
“Tankene kørte rundt bagefter. Jeg var helt færdig, fordi det var så få sekunder før, at det hele var begyndt at brande,” siger Magnus Pedersen inden Christian Jæger tilføjer:
“Når jeg ser film i dag med en bil, der brander, så løber det koldt ned ad ryggen.”
Onsdag fik de to så overrakt en dusør for deres heltmodige indsats og ikke mindst et par afsluttende ord fra Frede Nissen:
“Hvis i ikke havde fået ham ud, så var det endt helt galt. Så jeg vil gerne sige tak. Mange tak.”
Den 26-årige er i dag i gang med genoptræning efter uheldet.