Fortsæt til indhold

X Factor finalister afslutter Klovneløb

Ved lørdagens Klovneløb i Vejle optræder X Factor-finalisterne

Samfund
Arkiv

Vejle Bypark danner rammerne, løbeskoene kan snørres på dig, mig og os allesammen, for lørdag er der Klovneløb i Vejle.
Og nej, det er ikke klovne, som løber om kap, men der er tale om et motionsløb til fordel for Danske Hospitalsklovne.
Det finder sted rundt i landet, og den første omgang af alle er i Vejle på lørdag.
Her vil der også bydes på underholdning. Efter løbet vil X Factor-vindere, Embrace-søstrene Anilde og Azilda samt de andre to finalister, Reem og Alex, optræde.
”Klar, parat, Klovneløbstart handler ikke om at være hurtigst men om at have en hyggelig og sjov dag, samtidig med man støtter et godt formål. Hospitalsklovnen kan noget særligt i samværet med børn på hospital og bidrager til at give barnet selvværd og styrke til at håndtere sin egen situation bedre,” siger Kenneth Øhrberg, der er direktør for Danske Hospitalsklovne i en pressemedddelse og fortsætter:
”Vi håber, at rigtig mange familier vil være med til den store sæsonstart i Vejle Bypark. Samtidig håber vi, at vi derved også får skabt opmærksomhed om de mange Klovneløb, som løber af stablen i hele landet i løbet af maj og juni. Løbene arrangeres af frivillige, som er optaget af, at familier i hele Danmark kommer ud og oplever glæden ved motion og sundhed samtidig med, at de støtter Danske Hospitalsklovnes gode sag”.

To ruter

Hvert andet barn oplever på et tidspunkt at blive indlagt på hospitalet. Danske Hospitalsklovne er med til at sprede livsglæde hos syge børn på danske hospitaler, og de mange Klovneløb i hele landet samler penge ind til formålet.
Det er Danske Hospitalsklovne og Lego Koncernen, som står bag dette års Klovneløbssæson. Der vil være to ruter på henholdsvis tre km og seks km, og efter løbene byder dagen på leg, læring og underholdning: Man kan eksempelvis prøve klovnificeringsmaskinen, byg en klovn i Lego og tage bamse med på Bamsehospitalet. Er der kræfter til mere, står forhindringsbanen klar.
jfl