Mand skraber 5.000.000 kroner
Kiosk Midt I i Kongensgade kunne forleden lykønske en heldig spiller, der skrabede 5. mio kr
En esbjergensisk skraber er forleden blevet intet mindre end 5.000.000 kroner rigere, og det kom naturligvis også bag på manden selv.
“Det kan ikke passe det her!”
Sådan lød i hvert fald den umiddelbare reaktion fra den overraskede og glade vinder af den store gevinst på et Quick skrabelod, fortæller Danske Spil i en pressemeddelelse. Udbruddet kom efter, at det var gået op for den heldige vinder præcis, hvor kæmpe en gevinst han havde skrabet sig til i kiosken Midt I i Kongensgade i Esbjerg.
Siden da har det været svært for den begejstrede vinder at finde nattero, men det er heller ikke nemt, når der pludselig er 5.000.000 kr. mere at lege med, og den længe ventede drømmerejse endelig kan blive en realitet.
For vinderen skal turen først og fremmest gå til Filippinerne på familiebesøg og derfra videre rundt i resten af Asien.
For nylig blev der også vundet en stor gevinst i kiosken på Jørgen Pedersens Vej i Esbjerg, nemlig 6.239.490 kroner på en lottokupon. Længe var der ingen, der meldte sig som vinder, men til Lokalavisen Esbjerg oplyser Michelle Svarrer Barosin fra Danske Spil, at vinderen har meldt sig sidenhen.
Der er i øvrigt ganske meget held for spillerne i Esbjerg, for tilbage i juli sidste år blev der vundet hele 12,6 millioner kroner hos Kvaglund Tank i Askekrattet.