Fortsæt til indhold

Kirke er blevet transformeret: »Det har været en hård nyser«

Det har trukket tænder ud, men stort projekt for at skabe niveaufri adgang til kirke, har været det hele værd, mener initiativtagere.

Samfund

»Noget utrygt skrammel.«

Sådan beskriver menighedsrådsformand Birgit Høst Secher de metalramper, der i årevis blev brugt ved gudstjenester, dåb og bryllupper i Hylke Kirke. Ramperne blev lagt ud, og senere båret ind igen, så kørestolsbrugere og gangbesværede kunne entrere kirken på trods af to høje trappetrin ved kirkens indgang, et trin i våbenhuset og endnu et ved alteret.

Spol frem til juli 2023. Ved Hylke Kirke er der nu »værdig entre« for alle fra parkeringsplads til alter. Det er resultatet af et omfangsrigt projekt, hvor flere arkitekter har været med til at skabe niveaufri adgang til kirken. Flere fonde har været med til at betale.

Det har, fra idéen blev født, taget fem år og kostet omkring to millioner at realisere projektet. Resultatet er pengene værd, mener tilgængelighedskonsulent og kørestolsbruger Viggo Rasmussen, der med egne ord har fungeret som fødselshjælper i forhold til det store projekt ved Hylke Kirke. Det har ikke været en smertefri fødsel, forstår man.

»Det er ikke et problem, der er løst. Det er en transformering. Vi har ikke bare gjort det nemmeste. Vi har gjort det rigtigste for at få det bedste resultat, og det er derfor, det har været en hård nyser,« siger han til Uge-Bladet Skanderborg.

Den stor natursten ved indgangen til Hylke Kirke stammer fra Nim Grusgrav og vejede oprindelig 10 tons. Foto: Privat

»En helt anden historie«

Syv af Viggo Rasmussens børnebørn er døbt i Hylke Kirke, og han kommer tit i kirken i forbindelse med kirkelige handlinger og arrangementer. Han beskriver den nye niveaufri adgang som »en kæmpe gevinst.«

»Jeg er ikke længere afhængig af en ven eller et familiemedlem, der skal puffe mig op via slisker. Jeg har friheden til spontant at benytte kirken, når jeg har tid og lyst. Jeg er også glad ved, at det kommer andre til gode,« siger han til Uge-Bladet Skanderborg.

Våbenhuset i Hylke Kirke. Det trappetrin, der før gjorde det svært for gangbesværede at komme helt ind i kirken, er pist væk. Foto: Privat

Menighedsrådsformand Birgit Høst Secher er stolt over, at det er lykkes at »transformere« Hylke Kirke. Alle, fra arkitekter til håndværkere, er gået til opgaven med dygtighed og entusiasme, lyder det.

»Når man et hus, kan man gøre, som man vil. Når man har en kirke, er det en helt anden historie. Vi skulle blandt andet have tilladelse fra Nationalmuseet, en kongelig bygningsinspektør og Aarhus Stift via provstiet, og alle har en mening, for det handler også om kulturarv,« siger hun.

Projektet ved Hylke Kirke er, med start i 2020, blevet gennemført i tre etaper. De nye tiltag blev indviet 25. juni i forbindelse med en gudstjeneste.

Birgit Høst Secher er formand for Ovsted-Tåning-Hylke Sognes menighedsråd.