Børn må ikke bade ved Bybadet alene: Forældre har skabt system
Forældre til børn i en 4. klasse har lavet system, der skal sikre trygge rammer, hvis børn vil bade ved Bybadet.
Hvornår er børn gamle nok til selv at tage hen til Bybadet for at bade?
Det er et spørgsmål, mange forældre i Skanderborg har måttet forholde sig til i juni måned, der ikke har skortet på hverken varme eller solskin.
Forældre til børn i en 4.klasse på Morten Børup Skolen har besluttet sig for, at deres børn ikke er gamle nok. Det er resultatet af en nylig debat i en facebookgruppe for klassens forældre.
»Det kom sig af, at alle vores børn sagde, at alle de andre fra klassen godt måtte bade ved Bybadet. Det viste sig, at ingen af børnene måtte,« siger Jakob Fonager Sørensen, der er far til en pige i klassen.
Et scoop
Bybadet har siden starten af juni, hvor det gode vejr for alvor satte ind, været et populært opholdssted for lokale piger og drenge, nogle af dem større teenagere. Nogle ”nøjes” med at hænge ud og måske høre musik, mens andre også køler kroppen i søvandet.
Jakob Fonager Sørensen forstår godt, børn vil hen til Bybadet.
»Det er et sindssygt dejligt sted, og det er trygt, at det er inde i midt i byen. Det er et scoop for byen, også for os voksne. Vores udfordring er, at vores børn gerne vil derhen efter skole, og at de vil gerne være derhenne alene,« siger han og fortsætter:
»Hele problematikken er, at de er ret selvstændige, men de er ikke store nok til at have ansvaret for hinanden, og de er ikke i stand til at tænke i konsekvenser. Der er ingen livreddere ved Bybadet, og vi synes ikke, børnene skal have ansvaret for hinanden.«
Svømmevagter
For at komme de badeglade børn i møde, men samtidig have en god mavefornemmelse, har forældrene nu lavet et system med såkaldte svømmevagter.
»Vi lavede den aftale, at der skal være en voksen til stede, hvis børnene skal bade. Man kan skrive i facebookgruppen, at man tager hen til bybadet, og at børn fra klassen er velkomne. Så er det den voksne, der har ansvaret. Når børnene går hjem, skal de sige det til den voksne, så hverken forældre eller børn skal bekymre sig,« siger Jakob Fonager Sørensen.
Det er en individuel beslutning, hvor mange børn, en svømmevagt kan og vil være ansvarlig for, lyder det.
»Vi skal være forældre nok til at sige nej til børnene, og vi skal selv tage ansvar og sørge for, at alle kan være trygge, mens de er ved Bybadet,« siger Jacob Fonsager.
Systemet med svømmevagter har indtil videre fungeret fint, melder Jakob Fonager Sørensen. Hverken han eller de øvrige forældre i ordningen vil tage det ilde op, hvis andre kopierer idéen.
Bybadet blev, næsten på dagen, indviet for to år siden, 24. juni 2021.