Spejderne vinker farvel til gammelt og udtjent lokum
KFUM Spejderne sluttede sæsonen med tak til Ys Men i Rønde for et nyt toilet.
KFUM-spejderne i Rønde har haft en fantastisk spejdersæson med over 50 børn i gruppen, der hver uge laver forskellige aktiviteter på spejderpladsen på Bækkelundsvej bag ved Stark.
De yngste får en masse naturoplevelser, er på løb og laver samarbejdsøvelser, imens de store spejdere bygger spektakulære byggerier i reb og rafter.
I forbindelse med sæsonafslutningen i sidste uge fik spejderne også mulighed for at sige tak til Ys Men Rønde, som har sponsoreret et toilet til spejderne. Christen Christoffersen fra Ys Men fortalte børnene, at han i sin barndom havde et das, som det, spejderne indtil videre har haft, så han mente bestemt, at det var på tide, at spejderne fik lidt mere tidssvarende toiletforhold, beretter Tanja Hansen Refsing fra spejderne.
Spejderne går nu på sommerferie, men glæder sig til at byde nye og gamle spejdere velkommen 16. august til sæsonstart.