Fortsæt til indhold

Ægtepar med hang til motorcykler kickstarter MC Touring Camp

Der bliver alligevel rig mulighed for motorcykelfolket til at campere og hygge sig frem til udgangen af september på campingpladsen i Nødager.

Samfund

»Det er med stor beklagelse, vi må meddele, at vi ikke er i stand til at åbne MC Touring Camp i 2023.«

Sådan stod der at læse tidligere i år på campingpladsens hjemmeside.

MC Touring Camp, som ejes og drives af MCTC – landsforeningen for motorcyklister - og har haft placering på et areal lidt udenfor Nødager ved Kolind i en årrække, fortalte, at foreningen har været nødsaget til at opsige samarbejdet med campingpladsbestyreren.

»Det betyder, at vi ikke er i stand til at drive MC Touring Camp forsvarligt. Situationen kræver agtpågivenhed, og åbning af MC Touring Camp kan først komme på tale, når der findes en holdbar og ansvarlig løsning,« oplyses det på hjemmesiden.

Ægtepar klar

Der er nu fundet »en holdbar og ansvarlig løsning.«

Det er sket i form af ægteparret Linda og Kent Johnsen, der bor i Tjæreborg.

»Vi har simpelthen valgt at sige ja til at overtage ansvaret for driften af campingpladsen, og vi holder åbent frem til slutningen af september,« siger Kent Johnsen.

Vi har simpelthen valgt at sige ja til at overtage ansvaret for driften af campingpladsen, og vi kan allerede nu love, at vi åbner 30. juni og holder åbent frem til slutningen af september.
Kent Johnsen

Han og konen mener det så alvorligt, at de har sagt farvel til deres faste jobs for at kunne gå all-in i Nødager.

»Jeg begyndte at køre motocross som tiårig, og siden har interessen varet ved. Både min kone og jeg elsker at køre på motorcykel, og det har vi gjort i mange år.«

Parret er nået en moden alder, hvor det var ved tiden, hvis de skulle gøre forsøget med at prøve noget nyt.

»Vores børn er voksne, og vi har ingen forpligtelser familiemæssigt. Derfor springer vi ud i det på trods af, at vi ingen erfaringer har med drift af en campingplads. Vi går ydmygt til værks og klar til yde alt, så vores gæster får nogle dejlige måneder.«

Telt og hytter

MC Touring Camp er udelukkende forbeholdt medlemmer af MC Touring Club Danmark samt alle udenlandske motorcyklister.

De fleste slår sig ned med deres telt og nyder campinglivet, før de drager videre mod en ny destination.

Der er også 20 hytter på pladsen som kan bookes.

Til værtsparret hører en lille lejlighed, hvor de kan bo i højsæsonen.

»Vi syntes, det var trist, at MC Touring Camp stod til at lukke, så vi tager nu chancen og har fået en fin aftale med bestyrelsen i MCTC – landsforeningen for motorcyklister,« siger Kent Johnsen.

Han har selv arbejdet hidtil som maskinmester, mens Linda Johnsen forlader et job som mejerist.

Sammen er de medlemmer af en lokal motorcykeklub i Tjæreborg, som hedder MC Full Pull.

Linda og Kent Johnsen er ansat på heltid året rundt.

I højsæsonen forventes rykind, afhængig af vejr og vind, på 7.-8.000 gæster.

»Vi er godt klar over, at der bliver travlt i juli, august og september. Særligt i ferietiden, hvor der ikke bliver tid til så meget søvn, men det glæder vi os til.«

Parret er i fuld gang med at give MC Touring Camp en makeover ude og inde, så pladsen, toiletter, hytter, butik og fællesrum kan stå uhørt skarpe fra åbningsdagen og tre måneder frem.

Uden mad og drikke, duer det ikke, men bare rolig.

»Med hensyn til mad vil der være morgenmad, pølser og andre snacks henover dagen, og aftensmaden vil bestå af en enkelt dagens ret lavet som vor mormor ville gøre det, så ingen dør af sult,« lover Kent Johnsen.