Hæderstegn til kogeleder: Sov på kummefryser
Jonna Lassen har i over 25 år stået i spidsen for forplejningstjenesten i Skanderborg. For nylig modtog hun Beredskabsforbundets hæderstegn.
Da Kolding Brandvæsen bad om assistance, efter at deres egne forplejningsfolk havde knoklet på i to døgn ved fyrværkerikatastrofen i Seest i 2004, stod Jonna Lassen i front for det team, som Skanderborg Brand & Redning sendte til Kolding for at hjælpe med at forpleje de indsatte styrker de følgende fire dage.
Hos Skanderborg Brand & Redning var man vant til, at hvis man kalder Jonna ved længerevarende indsatser, så fik hun hurtigt sat et hold, og de sultne indsatsstyrker kunne få et solidt måltid mad, så de havde energi til at arbejde videre.
Ved dannelsen af Østjyllands Brandvæsen fik Aarhus en kapacitet, de ikke havde før. De var vant til ved længerevarende indsats kun at få burgere og pizzaer, som næsten altid var kolde. Nu kunne man rekvirere mad fra Teknisk Service. Så samler Jonna et hold, der kan producere og udlevere et nærende varmt måltid mad til de indsatte styrker.
Sov på kummefryseren
Denne service benytter Østjyllands Brandvæsen sig flittigt af. Også ved indsatser, der har varet over flere dage, ikke mindst silobranden på Studstrupværket.
I de 29 dage branden på Studstrupværket stod på, veg Jonna sjældent fra sin plads som leder for de ca. 45 frivillige, der hjalp. Når det en sjælden gang blev til en pause var det på kummefryseren i fadeburet, indtil der blev lavet et soverum.
Det var en kæmpe indsats, som pressen også fik øje på, og der blev skrevet mange artikler i avisen og bragt flere tv-indslag. Alt sammen er med til at synliggøre en skjult ressource i det danske beredskab.