Ukendt journalist afslører sin fortid med Birthe Kjær

1) Den ukendte journalist er mig, og jeg kommer til at bruge mig selv i denne artikel. Det er måske ikke for alle.
2) Afhængigt af hvad du forventer af denne artikel, vil du måske føle, du er blevet snydt af rubrikken.

Det, jeg kan tilbyde, er, at du kan blive klogere på et for mange ukendt kapitel af Birthe Kjærs liv.

Hun og jeg arbejdede i starten af 1999 sammen som frivillige på et børnehjem i den thailandske by Pattaya. Byen er kendt for sin sexturisme. Hvis jeg aldrig mere ser en fed vesterlænding hånd i hånd med en thailandsk dreng, er det helt fint.

Det er primært kvinder, der sælger deres krop for penge i byen, og det er næppe tilfældigt, at der findes et børnehjem i Pattaya.

»Fit som aldrig før«

Inden vi onsdag 14. juni 2023 mødes backstage ved Sølund Musik-Festival, har jeg ikke set Birthe siden maj 1999, hvor vi sagde farvel til hinanden i Bangkok International Airport. 24 år kan gå overraskende hurtigt.

Birthe siger, jeg ligner mig selv. Jeg siger, hun også ligner sig selv. Birthe pointerer pronto, at det ikke passer, for hun havde krøller dengang.

Da jeg senere på dagen får hevet de gamle billedalbummer frem, viser billederne, hun har fuldstændig ret.

Krøller eller ej har Birthe Kjær ikke ændret sig alverden, siden vi var frivillige på Pattaya Orphanage. Hun ser knaldgodt ud, ikke mindst af en kvinde på 74 år. Kort efter vores snak, går hun på scenen og leverer en koncert, Se og Hør sammenfatter med ordene »Fit som aldrig før: Birthe Kjær fik Sølund til at gynge.«

Birthe rejste i sin tid til Pattaya i forbindelse med et sabbatår. Hun tog fri fra sin travle karriere. Jeg husker hende som en kvinde, der stort set altid var i godt i humør. Hun røg mere end en enkelt Marlboro Light i løbet af en dag. Ved mindst én lejlighed sang hun Pas På Den Knaldrøde Gummibåd for børn på børnehjemmet. De var næppe klar over, hvor stort et hit, de hørte.

Tvivlede på sig selv

I 1999 levede børnehjemmets stifter, den katolske præst Raymond Brennan, fortsat (han døde i 2003). Brennan stiftede Pattaya Orphanage i 1976, angiveligt efter, at nogen havde efterladt et spædbarn på hans dørtrin. I dag bor der omkring 160 børn på børnehjemmet. De fleste af børnene er helt små, men ikke alle. Mange har et handicap. Man kan også finde en særlig kostskole for døve ved børnehjemmet.

Livet som frivillig på Pattaya Orphanage var en stor omvæltning for mig, 23 år, og kulturchokket har næppe været mindre for Birthe, der formentligt levede et komfortabelt liv hjemme i Danmark.

Midt i vores snak backstage, fortæller hun, at hun ikke var sikker på, hun magtede jobbet i Thailand.

»Jeg troede ikke, jeg duede til at passe spædbørn. Men jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne gøre så forfærdeligt meget forkert, for de skulle simpelthen bare have ømhed og kærlighed og en ny ble, og det kunne jeg jo godt finde ud af. Det var en stor oplevelse for mig selv at opdage, at det kunne jeg godt. At jeg kunne være til nytte på den måde,« siger hun.

Dybe spor

Jeg har ikke været god til at holde kontakten ved lige med de mennesker, jeg lærte at kende på børnehjemmet. I dag er jeg facebookvenner med nogle af dem, men vi ses ikke.

For Birthe har opholdet ført til en række dybe relationer. Hun har gennem årene fulgt flere af de børn, hun passede i 1999, fortæller hun. Hun hiver mobilen frem for at vise billeder af børnene, som de ser ud i dag, nu i midten i 20’erne.

»Jeg har set dem blive adopteret til en kærlig familie, og jeg får lov at følge med i deres liv. Man får virkelig, selvom jeg kun var på børnehjemmet i tre måneder, et nært forhold til børnene,« siger hun.

Lige omkring et kvart århundrede senere mødes Birthe også stadig med nogle af de andre tidligere frivillige.

At Birthe har hånd i hanke med så mange fra dengang, kommer fuldstændig bag på mig. Det er fantastisk, synes jeg, at opholdet på Pattaya Orphanage har givet hendes så meget.

»Det er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv. Det har sat sig spor i mig lige siden,« siger hun.

Superfans

Tilbage til 14. juni 2023, backstage. Det er måske 30. gang, Birthe Kjær optræder på Sølund Musik-Festival, og det er ikke kun gæsterne, der sætter pris på det årlige gensyn.

»Det er en stor, stor glæde hver gang at se de forventningsfulde og glade ansigter. De har glædet sig et helt år til at komme til festival, og de synger med på alle sangene, og vi skal ikke lave ret meget ret om, for det skal være, som de kan huske det,« siger hun.

Mange af gæsterne er det, man kan kalde superfans, og ved Sølund Musik-Festival gør Birthe noget, hun normalt ikke gør.

»Jeg bruger længere tid på at skrive autografer bagefter, end jeg gør på koncerten. De står i en lang kø, hvor jeg sidder og skriver eller tager selfier med dem. De vil så gerne have et kort øjeblik af min tid, og hvorfor skulle jeg ikke gide det. Jeg ender altid med at sætte en stopklods på 90 minutter, for ellers kan jeg sidde der i tre timer,« siger hun.

Jeg sidder i en sofa med Birthe i omkring 30 minutter. Det er hyggeligt, og det virker overraskende naturligt at tale med hende. Vi har ikke set hinanden i knap 9000 dage.

Tilbage på redaktionen skriver jeg det, hun har sagt til citat, ind i et dokument. Det plejer at være en kedelig affære at genhøre og nedskrive, hvad nogen har sagt. I dette tilfælde bliver jeg varm om hjertet.

Arrivederci Birthe.