Vedtaget, men alligevel ikke helt vedtaget: Solceller i Ålsrode er sendt i høring
Politikerne ser frem til at læse de formentlig mange høringssvar, efter lokalplan og miljøundersøgelse er sendt i offentlighedsfase.
Det blev kun til en relativt kort debat om den omdiskuterede solcellepark uden for Ålsrode, da kommunalbestyrelsen tirsdag skulle tage stilling til, om lokalplanen og miljøundersøgelsen for området skulle vedtages.
Alligevel blev det undervejs lidt ironisk bemærket, at der næsten allerede var gået valgkamp i den blandt politikerne, fordi det lå flere politikere meget på sinde at understrege, at selv om man siger ja til at vedtage lokalplanen, betyder det ikke automatisk et ja til den endelige godkendelse af solcelleparken.
Lidt som i en valgkamp, hvor det strategisk kan være ganske smart ikke at tage endelig stilling til kontroversielle projekter, før man har en fornemmelse af, hvilken retning vinden blæser.
»Vi vedtager ikke noget i dag. Vi sender det i høring, og så læser vi høringssvarene, så vi kan tage endelig stilling efter sommerferien,« lød devisen flere steder med øje for, at der i Ålsrode er massiv modstand mod solcelleprojektet på 136 hektar.
Demokratisk tvang
Det kommenterede blandt andre SF’s Aleksander Myrhøj på. Han har ikke lagt skjul på, at han er overvejende positiv over for solcelleprojektet.
Den tilgang er ikke blevet mindre, efter det for nylig kom frem, at flere lokale havvindmølleprojekter ikke kan realiseres.
»Så skal der mere turbo på andre tiltag i den grønne omstilling. Jeg ser frem til at høre holdningerne i høringssvarene. Mange af dem har vi hørt før, og jeg læser dem gerne igen, for der er massiv demokratisk aktivitet på den her sag, og det synes jeg er skønt. Det gør det ikke nemmere for os, men det gør, at vi død og pine er tvunget til at sætte os ind i tingene og gøre op med os selv, om vi vil det her eller ej. Vi er fortsat positive i SF,« konstaterede Aleksander Myrhøj.
En trebenet hund
Et andet sted er positiviteten knap så stor både Diana Therese Mikkelsen (DD) og Jens Kannegaard Lundager (løsgænger) har længet været skeptiske over for det store solcelleanlæg.
Begge endte da også med at godkende lokalplanen og miljøundersøgelsen og sende dem i høring, men ikke uden spidse kommentarer med på vejen.
»Jeg ser sagen her som en trebenet hund, som vi kan lade halte videre, eller vi kan aflive den af barmhjertighed. Jeg vælger i dag at lade den halte lidt videre og går med på indstillingen. Men det er absolut ikke et ja herfra. Jeg ser meget frem til at modtage høringssvarene fra borgerne i Ålsrode og vil læse dem nøje igennem ligesom jeg vil læse dem fra Kejsegården. Det er en sag, der skal ses fra begge sider. Jeg forstår godt Kejsegården, og deres ønske, men jeg forstår også borgerne i Ålsrode,« sagde Diana Therese Mikkelsen.
Mere fast på sin holdning var Jens Kannegaard Lundager.
»Jeg sagde før valget, at jeg ikke syntes, der skulle være solceller i Ålsrode. Der var muligheder i Glatved og ved Estruplund, hvor man gerne ville have dem, så hvorfor i alverden skal vi lægge dem et sted, hvor folk ikke vil have dem. Jeg ser frem til høringssvarene og så tager vi stilling derefter. Jeg tror ikke, min stilling har ændret sig i forhold til før valget,« noterede han.
Borgmester Kasper Bjerregaard (V) kunne dermed ganske hurtigt runde debatten af med en kommunalbestyrelse, der var enig om at sende lokalplanen og miljøundersøgelsen i høring.
»Vi vedtager det og offentliggør det i 10 uger, og så er opfordringen givet til at sende høringssvar. Vi vil glæde os til at læse dem,« lød det fra borgmesteren.