Rekord: Gunni fra Låsby har cyklet mere end 10 millioner kroner hjem til scleroseforskning
Gunni Østergaard fra Låsby er netop hjemvendt fra de franske alper, hvor han har cyklet Tour de France-bjerge i kampen mod sclerose.
Mens Tour-feltet gør sig klart til årets Tour de France, der starter næste lørdag, er et hold på 450 danske ryttere netop hjemvendt fra de samme udfordrende franske bjerge, der af cykeleksperter verden over spås at blive afgørende for årets Tour de France.
Med sig hjem har rytterne ikke bare en præstationsmæssig og naturmæssig oplevelse af den slags, der kan feje benene væk under de fleste. De fik også cyklet 10.1 millioner kroner ind til dansk forskning i sygdommen sclerose på løbets 10-årsjubilæum. Det skriver Schleroseforeningen i en pressemeddelelse.
Jeg har været så heldig at få lov til at cykle med i begge uger af dette jubilæumsår, og det har været helt fantastisk at være med begge gange.Gunni Østergaard Pedersen
Stor oplevelse
Rytterne har brugt et helt år på at komme i form til at cykle op ad bjerge i Alperne og samtidig iværksat initiativer og aktiveret sponsorer for at indsamle midlerne. En af disse ryttere er Gunni Østergaard Pedersen fra Låsby.
Gunni Østergaard Pedersen cyklede afgørende Tour de France-bjerge, som blandt andet bød på Col de La Loze, Cormet de Roselend, Col de la Ramaz og Le Bettex, hvilket var en stor oplevelse:
»Jeg har været så heldig at få lov til at cykle med i begge uger af dette jubilæumsår, og det har været helt fantastisk at være med begge gange. Cykelnerven er utrolig vigtig for mig, både når vi er afsted, og når vi er hjemme. Jeg har haft det privilegie, siden vi var var afsted sidste år at besøge Sclerosehospitalet i Ry ad flere omgange og fortælle om Cykelnerven. Den taknemmelighed og interesse de viser er meget rørende. Så kan man sagtens tåle lidt smerte på bjergene. Vi har selv valgt smerten, det har de ikke.«
Afgørende for forskningsmiljø
Ikke bare Gunni Østergaard Pedersen selv er stolt over at have givet et vigtigt bidrag i kampen mod sclerose. Også Scleroseforeningens direktør, Klaus Høm, er både stolt og rørt over jubilæumsårets udfald:
»Det er enormt rørende, at deltagerne i vores cykelevent har samlet så mange penge ind til scleroseforskning. De penge, som de er med til at samle ind for Scleroseforeningen, finansierer mere end halvdelen af al uafhængig dansk scleroseforskning. Og midlerne er afgørende for, at vi i det hele taget har et dansk scleroseforskningsmiljø,« siger direktøren.
Jubilæumsår
Sidste år samlede de dengang knap 350 ryttere 7,6 millioner kroner ind til forskning. Grundet støt stigende efterspørgsel fra deltagere år efter år valgte Scleroseforeningen i år at tage 100 ryttere mere med på jubilæumsåret og i stedet afvikle løbet over to uger i stedet for en enkel.
10-års-jubilæet blev derfor året, der af danske cykelmotionister fra hele landet – inklusiv ambassadører som blandt andre Guldfireren-roer Eskild Ebbesen, Tour de France-ekspert og TV 2 News-vært Dennis Ritter, TV-vært Claus Elming og tidligere professionelle fodboldspiller Thomas Helveg – rundede et skarpt indsamlingshjørne.
Siden løbets første tur i Tour de France-bjergene har rytterne igennem årene nu indsamlet mere end 50 millioner kroner til dansk scleroseforskning.