Fra rod til rødkål
Efter års rodløshed har Mike fået læreplads og er på rette vej
Anerkendelse er en vigtig ingrediens i tilværelsen.
Det kan Mike Pedersen skrive under på. For øjeblikket går han på Hadsten Fri Fagskole, hvor han har gennemgået en udvikling fra at være en rod til nu at være garanteret en læreplads i køkkenet på Den Jydske Haandværkerskole, hvor han for øjeblikket er i praktik hver mandag.
På Haandværkerskolen er han i fuld gang med at snitte 6 kasser rødkål, så skolens elever og ansatte kan blive bespist med frikadeller og rødkål til frokost. Opgaven er måske ikke særlig prestigefyldt, men ikke desto mindre giver den mening og ikke mindst anerkendelse.
Hvis vi springer små to år tilbage til september 2015, hvor Mike startede på Hadsten Fri Fagskole, var det en dreng med meget attitude og som kunne virke grænsesøgende.
Dum og knap udfordret
Men det var også en ung mand med et potentiale, der boblede indvendigt. Niels Friis Østergaard, der har været Mikes kontaktlærer på skolen fortæller:
“Mike har altid været en fyr, der gerne vil spille med musklerne og føre sig frem men, men også en hyggelig person, som har en masse godt i sig. Hans udfordring har nok været, at det altid har været de negative sider, som er blevet bemærket, her tror jeg at vi har kunnet gøre en forskel for ham.”
Den version er Mike enig i, han fortæller:
“Jeg er aldrig rigtigt blev anset for noget på de tidligere skoler jeg har gået på. Her på skolen er jeg blevet anerkendt, og oplevet at der er blevet forventet noget af mig. De har vist at de tror på mig. Det har jeg ikke oplevet før.”
Tidligere er han blot blevet betragtet som dum og er derfor ikke blevet udfordret.
“Her på skolen har jeg bestået 10. klasse i både dansk, engelsk og matematik.”
Med til fortællingen om Mike, høre også at han i løbet af sin tid på Hadsten Fri Fagskole har prøvet grænser af og nogle gange har trådt store skridt ved siden af. Mange andre steder var han måske blevet sendt hjem.
Det er dog ikke skolens politik, i stedet forsøger man at tale til fornuften, og vejlede de unge til at finde tilbage på stien.
Tine Ikkala, der er skolens viceforstander og vejleder, har haft mange samtaler med ham. Hun siger:
“Mike har haft en del konflikter med nogle af lærerne, men han har fået øjnene op for, at når vi går til ham og stiller krav, så er det fordi vi kan se et potentiale i ham, og ikke fordi vi vil være dumme”
Samtidig mener Niels at det gode samarbejde med kommunens sagsbehandler samt skolens mulighed for, som kostskole, at kunne støtte op om Mike hele døgnet, har gjort det lettere for Mike at gribe de chancer han har fået.
“Det er i høj grad også Mikes egen fortjeneste, at han har rykket sig så meget som han har. Han har valgt at tage ansvar.”
Rødkålen og fremtiden
Tilbage på Den Jydske Haandværkerskole, viser Mike stolt sin kommende læreplads frem. På turen rundt møder vi en af hans kommende kollegaer, som gerne fortæller Mike om hans fortrin.
“Du møder altid glad op og har en positiv tilgang til opgaverne. Du kender din plads og løser de opgaver du får, der er ingen problemer med dig.”
Køkkenchefen, Flemming Christensen, er også meget tilfreds med hans kommende lærling:
“Han gør det han får besked på, og han gør det godt” er hans klare udmelding.
Imens står Mike midt i rødkålen med sved på panden, og glæder sig over den anerkendelse det er at blive tilbudt en læreplads. Hans fremtid er nu noget lysere end den han havde i sigte, da han startede på Hadsten Fri Fagskole.