Familier får økonomisk håndsrækning til ferien
Mødrehjælpen hjælper 49 børn, så de kan komme ud og opleve noget i sommerferien
Siden den nye kontanthjælpsreform har Mødrehjælpen oplevet en stigning i familier, der henvender sig om manglende økonomi. Det er en af årsagerne til, at man besluttede at yde sommerhjælp i år.
“Vi oplever også, at ensomheden blandt børn og unge stiger. Når der ikke er økonomi til det, så har børnene ikke mulighed for at deltage i aktiviteter med andre. Og de har brug for at komme ud og opleve noget sammen med andre børn,” siger rådgivningschef i Mødrehjælpen i Aarhus, Pernille Kristoffersen.
I alt er der 1199 familier, der får hjælp af Mødrehjælpen i år, heraf er de 49 af dem fra Aarhus.
Der har siddet en socialrådgiver og læst samtlige ansøgninger, der er kommet ind, og alle der har opfyldt kriterierne for at få sommerhjælp, har modtaget.
“Alle er utrolig taknemmelige. Forældrene kan gøre noget godt for deres børn, så de ikke bliver fattige på oplevelser og aktivtieter. Mange af de her familier har det også hårdt udover en stram økonomi, så vi er glade for, at vi har så mange, der støtter Mødrehjælpen, så vi har kunnet hjælpe alle familier,” siger Pernille Kristoffersen.
Derudover har mange af turistattraktionerne rundt omkring i landet også bidraget med fribilletter.
Hver familie har fået gratis adgang til for eksempel Djurs Sommerland, 200 kroner pr. barn til mad i løbet af dagen samt 200 kroner til transport.
“Vi har forsøgt at give billetter, som ikke lige har været til forlystelser i folks baghave, så de også får en tur ud af det,” fortæller Pernille Kristoffersen.
Et stort hit
Hun oplyser, at sommerferiehjælpen har været så stor en succes, at der er gode chancer for, at det bliver gentaget næste år.
Det er dog ikke kun Mødrehjælpen, der tilbyder sommerferiehjælp. En række andre organisationer gør det også, heriblandt Dansk Folkehjælp og Red Barnet.
Frivillige hænder
Hos Red Barnet sender man 36 af sted på henholdsvis børnelejr på Samsø og teenagelejr ved Svanninge Bjerge på Fyn.
“Vi har fået bevilliget fra Arbejdsmarkedets Feriefond til alle vores sommerferielejre. Lejrene drives af frivillige, og det får børnene til at føle sig ekstra værdsatte. Familierne lever på grund af deres situation ofte meget isoleret, og det gør vi noget ved, ved at give børnene gode ferieoplevelser sammen med andre børn,” fortæller pressechef ved Red Barnet, Mette Noppenau.
Hos Dansk Folkehjælps lokalafdeling i Aarhus sender man 30 familier af sted på en uges ferie til Hirtshals, og de familier, der er af sted, er en del af Familienet, som er nogle Dansk Folkehjælp arbejder med i løbet af året.
Klaus Nørlem, generalsekretær i Dansk Folkehjælp, oplyser, at for hver feriebolig, der er til rådighed, er der 10 ansøgere på landsplan, så det betyder, at ikke alle har mulighed for at komme med. Sidste år hed det tal syv. Dansk Folkehjælp har flere former for ferie blandt andet familieferien til Hirtshal.
Afdelingsformand i Aarhus, Carl-August Paulsen, fortæller, at det i den grad gavner de familier, der bliver sendt af sted:
“Så har de børn også noget at fortælle om, når de kommer tilbage til skolen efter ferien. Vi ved, at vi gør en forskel, og det er godt,” siger han.
Ærgerlig formand
Til gengæld ærgrer det ham, at to familier i Aarhus har været nødsaget til at sige nej til at komme med.
“De er i jobprøvning og kan ikke få fri. Det gør mig frustreret og indebrændt og får mig til at stille spørgsmålstegn ved, hvilket samfund det er, vi lever i. De har så stram en økonomi, så de har ikke råd til selv at tage på ferie,” lyder det fra den lokale formand.