Fortsæt til indhold

Dorthe kan glæde sine børn

51-årige Dorthe Birck Andersen fra Viby er en af dem, der skal på sommerferie med Dansk Folkehjælp

Samfund
Camilla Olesen

Smilene er brede, og glæden er stor i lejligheden i Rosenhøj i Viby.
51-årige Dorthe Birck Andersen og hendes to børn, Emil på otte år og Line på syv år skal på en uges ferie til Hirtshals med Dansk Folkehjælp.
“Jeg får noget til mig og mine børn, så de ikke føler, at de er fattige. Sidste år var vi i Søndervig, og det var super godt. Vi glæder os rigtig meget til at komme af sted, og børnene er allerede begyndt at finde badetøjet frem,” siger Dorte Birck Andersen med et stort smil.
Hun er en af de forælder, der ikke selv har råd til at give sine børn en ferie. Hun er på kontanthjælp og er blevet ramt af kontanthjælpsloftet sidste år. Det betyder, at hun har svært ved bare at få råd til at købe mad til hende og børnene, hvilket det næsten tomme køleskab også vidner om.
“At vi skal på ferie sammen, betyder, at jeg kan få lov til at være en “normal” mor, og give mine børn en ferie.”

En hård tid

Dorthe bor alene med sine børn og har været igennem nogle voldsomt hårde år. Hun har slidgigt, men er endnu ikke blevet godkendt til at få førtidspension. Det betyder, at hende og børnene må leve af hendes kontanthjælp.
“Det betyder rigtig meget for os at komme hjemmefra. Vi har ikke råd til noget som helst, så vi er vant til at sidde meget herhjemme. At vi skal af sted med Dansk Folkehjælp, betyder, at mine børn får nogle oplevelser, som jeg ellers ikke kunne give dem,” lyder det fra den taknemmelige mor, der er glad helt ind i hjertet, fordi de skal på ferie.

Betaler tilbage

Hende og børnene er en del af Dansk Folkehjælps Familienet, hvor man blandt andet mødes og tager i Tivoli og zoologisk have og spiser sammen. Alt sammen noget Dansk Folkehjælp betaler.
“Jeg vil rigtig gerne give noget tilbage til Dansk Folkehjælp, og derfor er jeg også frivillig. På den måde kan jeg hjælpe,” siger hun.

Svært at søge om hjælp

Som mange andre i hendes situation har det været svært at overvinde sig selv og sende en ansøgning af sted til at få hjælp.
“Jeg vil jo gerne kunne klare mig selv, og derfor var det også nedværdigende for mig, første gang jeg søgte om hjælp, men når jeg så kiggede på mine børn i badeland sidste år, så var det det hele værd. Jeg kan kun opfordre andre i samme situation som mig til at gøre det samme - om ikke andet så for børnenes skyld.”
Og det viser sig, at ferien sidste år og aktiviteterne i Familienet rent faktisk har givet Dorthe to nye veninder, og hendes børn har også fået nye legekammerater.
“Det er så godt at være en del af Familienet. Det betyder, at vi kan få lov til at komme ud,” siger Dorthe med et taknemmeligt smil.