Fantasifulde ispinde indtager madmarked
Isglade aarhusianere kan nu sætte tænderne i de anmelderroste ispinde
Fredag åbnede Olufs Is i Aarhus Central Food Market. Isbutikken er kendt for sine fantastifulde og håndlavede is, som gæsterne selv kan sammensætte i tre trin; is, overtræk og drys.
Isene fra Olufs Is er i Politiken blevet udnævnt til 'Danmarks smukkeste' med fem hjerter, skriver Aarhus Food Market i en pressemeddelelse.
Isproducenten overtager boden efter Landmad, som har besluttet at samle kræfterne i en nyåbnet café.
Priserne ligger fra 32 kroner for en stor is, 26 kroner for en sorbetis og 17 kroner for en lille is.
Olufs Is laves af mælk sådan som traditionel italiensk galato foreskriver. Ifølge én af de fire ejere, Alexander Baden, skyldes det, at mælk giver en blødere is med en kraftigere smag. Han fortæller, at isene laves hver eneste dag, så kunderne får den optimale oplevelse – og netop dén glæder han sig til at give videre til borgerne i smilets by:
”Aarhus er inde i en rivende, gastronomisk udvikling, og den vil vi gerne være en del af. Aarhus Central Food Market har et stærkt hold af stader, der – ligesom os – værner om friske råvarer og godt håndværk. Derfor synes vi det er det helt rigtige sted at starte for os i Aarhus,” siger han i pressemeddelelsen.
srj