Fortsæt til indhold

Tidligere rådhus i Hørning bliver til boliger og erhverv

Byrådet har godkendt salg af ejendom og grund for 11,5 mio. kr.

Samfund
Arkiv

Byrådet i Skanderborg Kommune godkendte på byårdsmødet onsdag i sidste uge salget af det tidligere rådhus i Hørning.

Rådhuset og den tilhørende grund er solgt til projektudvikling, og området skal efter planen huse både kontorerhverv, boliger og en dagligvarebutik. Den del af bygningen, som huser biblioteket, er ikke en del af salget.

Prisen er 11,5 mio. kr., og køberen er Ejendomsselskabet Rådhuspladsen Hørning Aps. Ejerkredsen bag har blandt andet udviklet og opført Marmorpladsen i Hørning.

Med salget af rådhuset i Hørning falder væsentlige brikker på plads i forhold til udviklingen af Hørning Midtby.

Et nyt centralt byområde omkring det tidligere rådhus vil skyde op og bidrage til at gøre bymidten i Hørning mere spændende og levende i de kommende år, fremgår det af en pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune.

“Der ligger et spændende projekt for udvikling af Hørning Midtby på bordet, som også tager højde for de ønsker og overvejelser, der er kommet fra lokale Hørning-borgere undervejs i processen,” udtaler borgmester Jørgen Gaarde i en pressemeddelelse.

Det er blandt andet en forudsætning for salget at, de tilhørende torvearealer indrettes i overensstemmelse med det program for torveaktiviteter, som byrådet er i gang med at udarbejde. Og at der i planlægningsprocessen findes en løsning på parkeringsforholdene, hvis byrådet beslutter, at en del af torvet i midtbyen skal være bilfrit.

Byggeri i fire etager

De eksisterende bygninger bevares, men ombygges og skal enten huse forskellige erhvervslejemål eller bruges til boliger. Efter planen opføres to nye bygninger på pladsen foran det tidligere rådhus.

Den mindste bygning skal huse 12 ejerlejligheder fordelt på fire etager. Den største skal efter planen huse en dagligvarebutik i stueetagen og 28 lejeboliger i tre etager.

Salget af biblioteksbygningen var også med i byrådets overvejelser, men blev taget ud, da byrådet ønsker at holde den på kommunale hænder.

-jesl