Skæv gyngetur med comedy-folk
Bandet med det voldsomt lange navn The Good old Greasy Blue Swamp Stomp Breaker Brother Boys + Crew & Co - og et utal af stilarter - giver koncert på Gyngen, Mejlgade 53, fredag 7. juli kl. 21.
Genren betegner bandet, der svinger mellem fem og otte medlemmer, selv som comedy-folk og beskriver sig som “et utroligt godt liveband, som supplerer et fabelagtigt musikalsk knowhow med at se brandgodt ud på scenen”.
“Vi mestrer i virtuoseste stil alle genrer og instrumenter, undtagen selvfølgelig blokfløjtebeatbox og salsafranskbrød, men det skal nok komme,” lover de videre.
Bandet har en samlet koncerterfaring på over 100 år og får folk til at synge med på de tåbeligste omkvæd.
“Synes du også at folk, som har dårlig musiksmag burde få en syngende kindhest, så de kom på bedre tanker? Så kom til koncert med et band med et rigtigt langt navn, som ikke prøver at kompensere for noget,” slutter de.
Entré 40 kroner.