’Alle skal ikke spise på samme måde’
Et nyt makkerskab i Gilleleje tager kamp op mod den stigende danske overvægt. ’Vi forsøger at fange folk, før de ender i svær overvægt, hvor de får problemer med at bevæge sig,’ lyder det blandt andet
Næsten halvdelen af den danske befolkning er overvægtig. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Måske derfor vrimler det også med den ene smarte slankekur efter den anden. Men det behøver ikke at være så svært. Det mener Bettina Rasmussen fra Gilleleje Fysioterapi. Derfor er hun gået sammen med klinisk diætisk Inger Bols om et nyt forløb, hvor de vil hjælpe folk med at tabe sige.
“Når man er ung, tænker man måske ikke over, hvilke konsekvenser overvægt har. Men du skulle bare vide, hvor mange folk på 60 år og derover, der har siddet på min kontor og har grædt, fordi de har haft smerter i kroppen. De skal have nye knæ eller hofter, fordi de gamle simpelthen er slidt op.
Og jeg kan se, at problemet kun bliver større og større. Vi forsøger at fange folk, før de ender i svær overvægt, hvor de får problemer med at bevæge sig,” siger Bettina Rasmussen, der sammen med Inger Bols nu tilbyder et et trænings- og kostforløb for folk, der gerne vil af med lidt af den overflødige vægt på sidebenene.
“Vi har set på lignende projektet, og her kan vi se, at det har en god effekt at samle folk på hold, så der bliver skabt noget sammenhold, hvor man støtter hinanden i processen,” siger Bettina Rasmussen.
Hele forløbet begynder den 7. og 8. juli, hvor Inger Bols og Bettina Rasmussen har et foredrag og holder en informationsaften. Her vil de blandt andet fortælle om overvægt og kost, myter om træning og meget andet.
“Inger er ikke til alt det her med slankekure, stenalderkost, og hvad der ellers er af smarte ting. Vi tager udgangspunkt i folks hverdag og ser på de grundlæggende ting, og hvordan folk kan få træningen ind i en travl hverdag.”
“Det hele handler om at tilpasse tingene til den enkelte. Alle skal ikke spise og træne på samme måde. Det gælder om at finde ud af, hvad der virker for den enkelte.” siger Bettina Rasmussen.
Det koster 50 kroner at deltage i informationsmødet - og selvom man er med her, er ingen forpligtet til at deltage i forløbet efterfølgende.
“Vi starter træningen i uge 33, og så er det i første omgang 12 uger frem, så det ikke bliver for Uoverskueligt. Men kom til informationsmødet, så kan man høre meget mere,” slutter Bettina Rasmussen.
Du kan skrive til fys@gilleleje-fysioterapi.dk - eller gå ind på:
www.gilleleje-fysioterapi.dk