Eksperter skeptiske over for lovkrav om indbrudssikring
Et lovforslag, der vil gøre indbrudssikrede døre, vinduer og låse lovpligtige, var oppe til debat i Folketinget onsdag. Men flere eksperter sår tvivl om nødvendigheden af lovgivning på området
Selvom antallet af anmeldte indbrud har været stødt faldende de senere år, er Danmark fortsat blandt de mest indbrudsplagede lande i Europa. Det fik i marts 2017 oppositionen til at fremsætte et lovforslag om at skærpe kravene til indbrudssikring af private hjem.
I lovforslaget, der gennemgik 1. behandling i Folketinget onsdag 24. maj, lægger oppositionen blandt andet op til ændre bygningsreglementet, så der fremover stilles krav om, at døre, vinduer og låse i private boliger skal kunne modstå indbrudsforsøg i mindst tre minutter.
De nye krav skal omfatte både nybyggeri og større renoveringer. Som det er nu, rummer bygningsreglementet ikke eksplicitte krav om indbrudssikring af enfamiliehuse.
Bag forslaget står Trine Bramsen (S), Lisbeth Bech Poulsen (SF) og Rune Lund (EL). De henviser til de anbefalinger fra Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden, som tidligere i år udgav en rapport, der undersøgte effekten af forskellige tiltag mod indbrud.
Virker i udlandet
I rapporten henviste TrygFonden til, at et lovkrav om indbrudssikring har virket i England og Holland, hvor indbrudssikring har været en del af bygningsreglementet siden 1999.
Men selvom lovkrav har virket andre steder i Europa, vil det næppe gøre den store forskel i Danmark, vurderer Tine R. Sode, der er fagekspert i Bolius.
“Et lovkrav skader ikke, men hvis du har bygget nyt i løbet af de seneste ti år, så har døre og vinduer med skalsikring ikke været til at komme udenom. Mange producenter sælger deres produkter andre steder end i Danmark, så på den måde kan du sige, at de europæiske standarder er kommet danskerne til gode ad omveje. Det er jo også en del af forklaringen på, hvorfo r antallet af indbrud er faldet stødt siden 2006, selvom det stadig halter med at få indbruddene opklaret. Danskerne er generelt blevet meget mere opmærksomme på at sikre sig,” forklarer Tine R. Sode.