Firmafest med helikopter, bøffer og rappelling
Hvad gør man for at vise medarbejderne, at de er noget særligt?
Hos A-LEAF, med base i Svenstrup og med specialiserede medarbejdere spredt ud over det meste af Europa og USA, var det indlysende, at medarbejderne skulle overraskes med en helikopter-tur, rappelling på Sprækkebjerg Friluftscenter og gode bøffer hjemme hos direktøren Anders Grimstrup Larsen i Svenstrup.
Uden at vide hvad de skulle, blev medarbejderne hentet af en lille helikopter og fløjet ind til Sprækkebjerg Friluftscenter, fra fire forskellige lokationer rundt om i Jylland.
Højdeskræk og rappelling
Først stod den på rappelling og her kom alle ned – selv dem med højdeskræk. Bagefter var der mulighed for at prøve forlæns (Australsk) rappelling, svævebane, line/armgang og klatring – der var gang i adrenalinen og alle blev udfordret.
Efter frokost var det tid til teambuildingøvelser før hele holdet skulle gennemføre den krævende forhindringsane – her skulle der samarbejdes og der kom mange forskellig kompetencer i spil for at få hele holdet igennem, og det lykkedes… der var kun en enkelt der fik våde sko.
Tunge stålkonstruktioner
A-LEAF er i kraftig vækst, forklarer Anders Grimstrup Larsen.
“Vi vil gerne vise, at vi sætter pris på vores medarbejdere.”
De 14 medarbejdere er primært ingeniører, eller metallurger og de fleste har over 20 års erfaring i branchen, hvor de arbejder som konsulenter indenfor konstruktion af tårne og fundamenter til Offshore vindmølleparker.
70 procent af opgaverne handler om tunge stålkonstruktioner, såsom et fundament til Lindøværftet på mellem 330 og 1.040 tons.