Mindeord over Bent Holm Jensen
Med Bents død har vi mistet en mangeårig, god og ærlig ven. Vi lærte Bent og hans familie at kende i 1980, da vi flyttede i parcelhus på Gimlevej i Gram og blev nærmeste naboer.
Det blev for os en særlig god oplevelse. Det viste sig hurtigt, at vi havde mange, forskellige, fælles og sammenfaldende interesser og holdninger.
Og med den baggrund udviklede der sig et tæt og trygt naboskab, hvor vi kunne hjælpe hinanden med diverse opgaver om blandt andet hus og have.
Vi havde mange, hyggelige og uforglemmelige timer sammen. Bents bidrag var ved ethvert samvær meget værdifuldt og inspirerende. Vi kunne snakke om alt muligt, havde det også godt, når vi ikke snakkede. Bent brugte ikke 'de store armbevægelser'. Alene hans inspirerende nærvær, udstråling og væremåde gav stor respekt og tillid.
Bent åndede og levede for sit arbejde og sin familie. Bent var glad for livet. Han ydede stor indsats for at bevare et godt hjem, sit arbejde, familie og venner.
Bent var yderst målrettet og grundig med alt, hvad han beskæftigede sig med. Han interesserede og engagerede sig også meget i idræt, blandt andet fodbold og tennis.
Vi oplevede sammen mange fodboldlandskampe i firserne i Parken, som var helt særlige og gode oplevelser.
Efterfølgende tog vi os tid til at være med ved festen i København, og normalt nåede vi også hjem og kom på arbejde næste dag. Disse oplevelser levede vi højt på i mange år.
Bent brugte megen tid med lystfiskeri og elskede naturen. Sammen sejlede vi lejlighedsvis til Kalvø, hvor vi overnattede i telt sammen med vore børn, og det var også nogle helt særligt.
Det nære venskab gjorde, at vi fik indgående kendskab til hinandens familier og fik tradition med, at vi sammen har holdt blandt andet nytårsaftener i over 30 år.
Med Bents sygdom blev alt anderledes. Til det allersidste bevarede han sin særlige viljestyrke, men tabte desværre den ulige kamp.
Vi har mistet en ærlig, god ven.
Vi bevarer uforglemmelige minder og sender vore tanker til Vibber og børnene.
Æret være Bents minde.