Spar på energien, mens du holder sommerferie
Sparetips fra Agenda Centeret - gode at huske i ferien
Så er det endelig ferietid, og mange af os rejser væk, for at lade batterierne op. Mens du er ude og samle energi, er der ingen grund til, at dit hjem står og forbruger energi.
Det mener de i Agenda Centeret, som har nogle gode råd til, hvad man kan gøre for at spare på strømmen, mens man holder ferie.
Sluk på Stikkontakten
”De fleste ved godt, at mange elapparater bruger strøm til standby, men i dagligdagen kan det være besværligt at skulle tænde og slukke for kontakten”, fortæller Signe Landon fra Agenda Centeret, ”Men skal du være væk i flere uger, så giver de to-tre minutter det tager, at slukke alle hjemmets stikkontakter, en god gevinst i forhold til indsatsen. Derudover er det også en god måde at sikre sig mod overspænding eller brand, hvis lynet skulle slå ned, mens du er væk”.
Sluk cirkulationspumpen
Et andet sted, hvor der også er energi og penge at spare er på cirkulationspumpen til varmen.
”Hvis du som de fleste albertslundere har fjernvarme eller naturgasfyr, slukker du måske allerede for installationen, når du tager på ferie. Men husker du også at slukke for cirkulationspumpen?”, lyder det spørgende fra Signe Landon, der tilføjer, ”Der er nemlig ingen grund til, at pumpen kører og pumper vandet rundt i radiatorerne, når fyr og radiatorer alligevel er slukkede”.
At slukke for cirkulationspumpen om sommeren kan ifølge Energistyrelsen spare en husstand for op til 800 kroner om året.
Sluk køleskab og fryser
”Det sidste tip er ikke for alle, men har du ikke mange ting i fryseren eller køleskabet, kan det være en god ide at få tømt ud i det inden ferien, så du kan slukke mens du er afsted”, siger Signe. ”På tre uger kan du, alt efter hvad køleskab og fryser du har, sparer mellem 30 og 100 kr. i strøm. Udover penge, så slipper du for at komme hjem til en fryser fyldt med fordærvet mad, hvis der skulle komme strømafbrydelse, Husk dog altid at lade lågerne stå åbne, når du slukker – så undgår du mug og dårlig lugt”.