Flokdyrsmentalitet

Vi piger havde permanentkrøller. Allesammen. Det havde man i 80'erne. Glat hår var bare ikke pænt, så hellere et puddelhundelook så man hørte til i flokken. Krøllerne er væk, men ellers er alt ved det gamle. Vi mener det samme, næsten i hvert fald, som dem vi omgås. Og ingen i vores omgangskreds ryger og vi er imod mikroplast. Chiafrø er vejen til udødelighed og Kæhlervaserne pryder spisebordet som selvfølgelig har umage men dog arkitekttegnede spisebordsstole. Det virker tilfældigt, men er det bestemt ikke. Nogle gange liker vi et eller andet på facebook og går fuldstændig i selvsving over noget som vi kun kender en flig af sandheden omkring, men sådan er det at være flokdyr. Vi følges ad og vejen er ikke altid lige god, når man sådan ser tilbage, men det er godt at have meningsfæller og følgesvende og medløbere, så vi fortsætter.
Men hvor skal vi hen? Hvad definerer vores vej og vores meninger og måden vi lever på, andet end at vi bare ikke vil falde igennem eller være udenfor? Er vi bare forvildede får, der bræger op, når de andre gør det og løber i samme retning som dem, der først stak af?
”Jeg er den gode hyrde.” ”Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.” Sådan siger Jesus. Fantastisk i grunden, når man tænker på, hvad vores flokdyrsmentalitet kan drive os ud i. Og det kan endda blive meget værre. Sætte sit liv til for os. Det er den ypperste kærlighedserklæring man kan få. Og i den sætning ligger så også kursen for den flok vi hver især er med i. Kærligheden skal være retningsbestemmende. Den vej, jeg skal gå i livet, skal på en eller anden måde være bestemt af kærlighed. Måske skal jeg gå nye veje og måske skal jeg bryde ud af flokken somme tider, men kurset er peget ud.