Vikinger – kirker – kristendom

I den nærmeste omegn er der gang i vikingerne i de fantastiske omgivelser ved Moesgård Museum, anført af den skånske dreng, der ender som den legendariske Røde Orm. Det er et sceneri af magtkampe, lynende sværd, fakler og et bølgende hav af blå paraplyer.

Teaterstykket har alt, hvad der skal til for en fornøjelig aften. Vi får som publikum en god fornemmelse for vikingernes barske færd, deres hærgen gennem lande, deres pusterum mellem togterne, hvor der drikkes og de morer sig højlydt. Det er en fortælling om kærlighed, fjendskab og livslange venskaber, Røde Orm der sætter sit liv til for kærligheden til kongen, Harald Blåtands datter. Vi får syn for sagn om Haralds blå tand, ingen af os havde vel regnet med, at den var så stor. Datidens engelske kongehus og kirke spiller i al deres pomp og pragt en ikke uvæsentlig rolle.

Navnet Orm var i øvrigt et meget almindligt navn for vikinger, i navnet aner vi en af gudernes frygtindgydende fjender Midgårdsormen, det var den, sammen med Fenrisulven, de nordiske guder skulle besejre ved Ragnarok. Og med vikingerne, Midgårdsormen og Fenrisulven er vi pludselig tilbage i vores egen andedam. For Hammel kirke er jo bygget på et fundament fra vikingetiden. Det er måske store ord at sige, at kirkens fundament er vikingernes rester. Men der er da en enkelt runesten, som H. C. Andersen skriver om i sine rejseskildringer. På den sten står navnet Ulf, der gemmer sig i navnet Fenrisulven. Vi ved ellers ikke hvem Ulf var, men sjovt er det da, at den kristne kirke lige her hos os bygger på rester fra de nordiske guders fjender.

Kirken er bygget i den første kristne tid her i landet, og gennem tiderne har den haft forskellige ejere. Grevskabet på Frijsenborg har været de sidste private ejere af kirken og har gennem årene sat deres præg på kirken, fuldstændig som andre private ejere har sat deres præg på andre kirker i landet. Kirkerne vidner på mangfoldige måder om vores historie.
Den vidner om slægt, der følger efter slægt, hvem der havde magt i samfundet og hvem, der ikke havde, og det er jo historier, vi ikke vil være foruden, det er en del af vores selvforståelse – men kirken vidner ikke mindst om vores selvforståelse som kristne mennesker. Lige fra de første kristne, der ville kristendommen i en grad, så den ene kirkebygning efter den anden skød op i landet, uanede kræfter er der blevet lagt i disse byggerier. Det var Guds hus, men det var også en praktisk foranstaltning for at have steder at mødes, steder hvor mennesker med sikkerhed kunne vide, at Guds ord blev forkyndt på fastlagte tider, og hvor de gennem bekendelse, sang og bøn kunne give deres besyv med i den sag. Og dette sidste er vigtigt at huske, for i det har intet ændret sig. Kirken er som bygning rammen om menneskers liv, men kun en ramme. Det er det, der foregår i kirken, der er vigtig. Her er vi sammen om al vores glæde, deler ud af den glæde, det er, at små som store kommer til dåben, deler ud af glæden, når et væld af unge mennesker hvert år bekræfter og bliver bekræftet i deres dåb, deler ud af den, når mennesker her vælger at sige ja til at leve sammen. Men det er også stedet, hvor der tages afsked med et elsket menneske. Det er med andre ord her, vi er sammen, når vi selv mangler ord for det, der sker i vores liv. De ord, vi selv mangler, får vi givet gennem Guds ord til os.

Så når en kirke skal restaureres eller ombygges, som den skal her i Hammel, om end det er udsat en lille stund, er det vigtigt at have for øje, at kirken altid er et samlingssted for mennesker, der kan salmes lige her og nu. Mennesker der lige nu selv mangler ord for de store ting i livet, mennesker der har brug for Guds tilsagn om at ville være med dem både i glæde og sorg.

Kirkebygninger kan restaureres og ombygges, og der skal tages hensyn til den historie, den fortæller om et sogn, men det må aldrig glemmes, at det er som samlingssted for mennesker, at den har sin egentlige værdi.