Bizar retssag er slut efter 3,5 år En 31-årig mand, der sexkrænkede en dreng fra lokalområdet, har fået sin straf
@Byline.emne:112 Af Claus Sonne SKANDERBORG 3,5 år. Så lang tid har det taget at få afsluttet en retssag om seksuelt misbrug af en mindreårig dreng fra Skanderborg-området. Misbruget skete tilbage i 2013 og 2014, hvor en nu 31-årig mand var ansat som tjener i en lokal sportsklub med ansvar for en række ungarbejdere. Han forsøgte desuden at krænke to mindreårige drenge.
Udfordring
Efter en politianmeldelse og -efterforskning gik retsmaskineriet i gang, men det skulle vise sig at blive en affære, der i den grad kom til at udfordre tålmodigheden. Den tiltalte i sagen blev nemlig gang på gang syg, aftenen inden han skulle møde i retten - ifølge Uge-Bladets oplysninger hver gang fordi manden blev ramt af en allergisk reaktion.
Otte måneders fængsel
Derfor skulle man helt frem til 8. december 2016, før manden ved Byretten i Horsens blev idømt otte måneders fængsel og frakendt retten til i fritiden at beskæftige sig med børn under 18 år i fem år. I 2009 blev han i øvrigt dømt for et lignende forhold og fik 30 dages fængsel og et forbud mod at beskæftige sig med børn under 18 år i tre år. Manden ankede imidlertid i december 2016 sin dom for at få en mindre straf. Ankesagen har kørt ved Landsretten i Viborg, hvor flere retsmøder blev aflyst, fordi manden blev syg aftenen inden retsmøderne.
Anke trukket tilbage
Nu har manden imidlertid trukket sin anke tilbage, og dermed står dommen fra byretten ved magt. Uge-Bladet har været i kontakt med forældrene til den krænkede dreng, og her har man meget svært ved at forstå, at en retssag kan trække så langt ud. Justitsministeriet vil ikke kommentere på den konkrete sag, men oplyser, at ministeriet er i gang med at gennemføre en tværgående analyse, hvor formålet er at opstille konkrete tiltag, som kan medvirke til at nedbringe sagsbehandlingstiden i straffesager.