450 spejdere på landslejr 11 spejdergrupper fra Skanderborg Kommune deltager i landslejr i Sønderborg.
@Byline.emne:Friluft Af Jørgen Bollerup Hansen SKANDERBORG Med 40.000 danske og internationale spejdere bliver spejdernes lejr 2017 ved Sønderborg fra lørdag 22. til 30. juli Danmarks hidtil største spejderlejr. Hele 11 spejdergrupper fra Skanderborg kommune deltager med i alt 450 spejdere i alle aldre. ”Sammen med spejderne fra Odder kommune og venskabsgrupper fra Island, England og Irland er vi hele 620 spejdere, når vi samles til morgensamlinger og aftenlejrbål,” siger gruppeassistent Jan Løvheim. ”En af de første opgaver, når soveteltene er slået op i vores over 7.000 kvm store lejrområde er at bygge en fire meter høj kopi af Himmelbjergtårnet i rafter. Det bliver en god aktivitet for alle de store spejdere, og et flot vartegn,” siger han. Gruppeleder Lotte Thorup fra Ry spejderne i glæder sig. Tre generationer er sammen for tredje gang. ”Alberte var kun et år gammel, da vi var på ’Blå Sommer 2009’ - og der var hun selvfølgelig på lejr sammen med sine forældre og bedsteforældre, der alle er spejderledere i Ry. I 2012, på den første fælleslejr for alle spejdere i Danmark, var de også med, og i her i 2017 stiller de op en gang til. Denne gang er Alberte selv deltager i minigrenen, og hendes forældre og bedsteforældre sørger for mad til lejrens 104 deltagere”. Lejren bliver afholdt af de fem spejderkorps i Danmark – Det Danske Spejderkorps, KFUM-spejderne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.