Fortsæt til indhold

Tag med toget og få historier om vikinger og kongemord

En helt almindelige togtur bliver forvandlet til interaktiv historiefortælling for passagerer mellem Aarhus og Struer

Samfund
Arkiv

Personlige beretninger og historier om vikinger, pramdragere, kongemord og modstandsmænd serveres i korte, dramatiske fortællinger på lysavisen i toget og gøres levende af en lydkulisse. Fælles for historierne er, at de alle har udspillet sig i det midtjyske landskab i nærheden af banestrækningingen mellem Aarhus og Struer.
Projektet 'At rejse gennem tid og sted' er en del af Aarhus 2017, og om lørdagen i juli kan togpassagerer mellem Aarhus og Struer tur/retur forvente en togtur ud over det sædvanlige.
”Transporttid er en mulighed for at lade tanker flyve på langfart. Vi håber, at toget overrasker passagererne og giver dem stof til eftertanke, når de oplever, at lysavis og lydkulisse bringer historiske begivenheder og personlige fortællinger fra fjerne tider til live. Nu kan overvejelser om to-do-lister og madplaner sættes på standby, og hverdagen kan sættes i perspektiv af fortidens begivenheder lige her på dette sted, hvor toget kører gennem landskabet,” siger Mette Kanstrup, direktør i MMEx, i en pressemeddelelse.
Ingeborg Svennevig, direktør på De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune, supplerer:
“Vi vil så gerne give danskerne et blik for alle de små og store historier i landskabet. Toget er det helt rette sted af kigge ud og se tilbage på dem, der formede landskabet og skabte det land, vi kender i dag”, siger hun.

En unik rejseoplevelse

'At rejse gennem tid og sted' er et projekt under Rethink Museums, som gentænker museers historiefortælling i det offentlige rum. MMEx er projektleder på projektet, Cavi leverer teknologiske løsninger, mens Arriva leverer rammerne i form af tog og mandskab. Og hos Arriva glæder man sig ligeledes til at give passagererne en ekstra oplevelse på rejsen.
”Vores tog bevæger sig hver dag gennem noget af Danmarks smukkeste natur, men det er nok de færreste, der ved, hvad der har udspillet sig af dramatiske, historiske begivenheder lige ude på den anden side af det vindue, de sidder bag ved hver dag på vej til og fra skole og arbejde. Det vil vi gerne være med til at fortælle dem mere om og på den måde give vores passagerer en ekstra oplevelse på deres vej videre,” siger Kim Richardt, Senior Service Manager i Arriva.
Det særlige historiefortællende tog kommer til at køre på strækningen mellem Struer og Aarhus, hvor Arriva har kørt siden 2003.