Fortsæt til indhold

Støtte på 150.000 kr. til cykelløbet

Favrskov Kommune giver markeds- føringstilskud i år og næste år

Samfund
Af Hanne Bliksted

Selv om gadecykelløbet i Hadsten efterhånden er en gammel tradition, så er der næsten hvert år noget nyt. I år er der både nyt navn og nye arrangører.
Arrangøren gennem mange år Jesper Tikiøb er i år gået i samarbejde med Hammel Cykle Klub, HCK som skal være løbsarrangør, mens Jesper Tikiøbs firma Tikiøb Event ApS 'kun' skal være konsulent.
En anden ny ting er, at cykelløbet nu igen hedder Hadsten Gade Grand Prix, det navn, som Tikiøb startede løbet under i 1993. Navneændringen har ifølge Jesper Tikiøb været et ønske fra Hammel Cykle Klub.
Favrskov Kommune har tidligere støttet cykelløbet, og i starten af året blev der indgået en ny aftale, så kommunen i år giver et markedsføringstilskud på 150.000 kr. til cykelløbet, og det samme beløb til løbet i 2018.
Betingelserne for aftalen er, at flere danske eller udenlandske elitecykelryttere stiller til start, at der er gratis adgang til cykelløbet, at fan-zonen på Søndergade videreudvikles, og at arrangøren i samarbejde med Favrskov Kommune arbejder på at skabe yderligere opmærksomhed om løbet. - Kravene er de samme som tidligere år, men vi har naturligvis forståelse for, at en løbsarrangør skal have råd til at skaffe de gode navne. Og priserne kan jo hurtigt ændre sig, hvis en rytter pludselig viser sig at være bedre end forudset før sæsonstarten, sagde kommunaldirektør Jan Kallestrup til avisen tidligere på året .
Selv om cykelløbet er i Hadsten, mener kommunaldirektøren, at det har værdi for hele Favrskov, fordi folk fra hele kommunen kommer til det.
- Og Hadsten er jo også Favrskov, vi har ikke et musikhus eller andre ting, som kan tiltrække folk, men vi har cykelløbet, og vi mener, at det skal eksponeres, fordi det giver omtale i både regionale og landsdækkende medier, siger han.
Kommunens budget til markedsføring i 2017 er på 588.000 kr. Desuden er der uforbrugte midler på 128.000 kr. fra 2016, som er overført til 2017.
Budgettet til markedsføring anvendes blandt andet til arrangementer, som bidrager til kommunens samlede profilering. Tidligere er der givet penge fra puljen til Busbjergspillene, Hammel Hestemarked, Lilleåmarkedet i Hadsten og divisionshold i håndbold.