Med ansigtet mod Mekka på Frederikssund Kirkegård
Kulturerne mødes på kirkegården, i hvert fald i Frederikssund. Her integrerer man gerne forskellige kulturelle baggrunde, senest med anlæggelsen af et muslimsk familiegravsted
Velfriserede gange, bede og gravsteder pryder Frederikssund kirkegård.
Gravstenene har forskellige udformninger og inskriptioner. Men særligt et sted springer alligevel i øjnene. For ved et nyanlagt gravsted er en tavle placeret, hvorpå der med sirlig inskription står:
'Indeed we are for Allah, and it is to him that we return'.
Døden er universel. Men det hører stadig til sjældenhederne, at møde et muslimsk gravsted på en dansk kirkegård i hellig indviet jord midt mellem kors og andre kristne symboler.
“Kirkegården er for alle, både kristne, ateister, muslimer og andre trosretninger,” slår menighedsformand i Frederikssund Kirke Hanne Jonsen fast.
“Vi fik en henvendelse fra en familie, som ønskede et muslimsk gravsted med plads til syv familiemedlemmer, og det havde vi ikke noget problem med, så længe det foregik i god ro og orden. Som ikke medlem af Folkekirken har man mulighed for at holde sin egen lille ceremoni på selve gravstedet, efter aftale med kirkegårdslederen,” fortæller Hanne Jonsen og tilføjer:
“Vi har ikke fundet anledning til at sætte en finger på noget i den forbindelse.”
Ikke hverdagskost
Det har Abdurrazak Sarikaya, sekretær i Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse for så vidt heller ikke.
Alligevel er det i følge ham ikke hverdagskost, at muslimer vælger at blive begravet side om side med kristne.
“Nej, jeg har ikke hørt om en lignende situation som i Frederikssund. Men det er ikke et religiøst krav, at muslimer ikke må blive begravet i kristen indviet jord. For ifølge Islam er jorden ren, uanset hvor man befinder sig. Så som muslim kan man blive begravet alle steder,” siger Abdurrazak Sarikaya til Lokalavisen.
Alligevel er der i følge ham en årsag til, at de kirkegårde i Danmark som har muslimske gravsteder, laver en særlig afdeling for muslimer.
“Når muslimer beder for afdøde, så beder vi ikke bare for den afdøde person vi kender, men også for alle de andre som ligger begravet rundt om graven. Man besøger nemlig begravelsesstedet for bønnernes skyld,” fortæller Abdurrazak Sarikaya og tilføjer:
“Jeg ønsker også at blive begravet på et muslimsk gravsted en dag, for så vil andre muslimer også bede for mig.”
Fordele ved at adskille kristne og muslimer
I følge Abdurrazak Sarikaya ser han flere fordele ved at holde kristne og muslimske gravsteder adskilt:
“Traditionerne omkring muslimske begravelser adskiller sig fra de kristne. Blandt andet bliver muslimer oftest begravet med ansigtet mod Mekka. Så for ikke at genere hinanden er det en fordel af adskille muslimske og kristne gravsteder.”
Abdurrazak Sarikaya henviser bl.a. til gravpladsen i Brøndby, som udelukkende er for muslimer.
“Udover den muslimske gravplads i Brøndby ved jeg, at der er to kirkegårde i København, som har indrettet særlige begravelsesområder for muslimer. I Jylland findes de i Randers, Silkeborg og Århus.“
Der vil med tiden komme flere
I dag bliver flere og flere etniske muslimer begravet i Danmark. Det skyldes, at der efterhånden ikke er mere familie tilbage i hjemlandet, det fortæller Abdurrazak Sarikaya
“Især første- og nogle gange anden generations indvandrere ønskede tidligere at blive begravet i hjemlandet. Men når vi taler om tredje generation af indvandrere, så er der ikke så meget familie tilbage i hjemlandet. Derfor ser vi, at flere og flere, ønsker at blive begravet i Danmark.”