Fortsæt til indhold

Derfor er det vigtigt at få kostfibre

Der er mange positive sundheds-effekter forbundet med en fiberholdig kost, og derfor er kostfibre en vigtig faktor i en sund livsstil

Samfund
Af Christina Ledertoug redaktionen@sondagsavisen.dk

Til forskel fra det meste af den mad, vi spiser, bliver kostfibre ikke fordøjet i maven. Det skyldes, at kostfibre er langsomt nedbrydelige vegetabilske kulhydrater, som kan passere mavesyren og tyndtarmen næsten uden at blive nedbrudt.
De fortsætter i stedet til tyktarmen, hvor fibrene hjælper med at gøre fordøjelsen mere effektiv.
Fibrene stimulerer nemlig hele fordøjelsessystemet, hvilket betyder, at man forkorter den tid, maden bruger på at passere gennem tarmene.
Det er derfor meget vigtigt at tænke kostfibre ind i sin kost, forklarer Preben Vestergaard Hansen, ekspert i human ernæring på Professionshøjskolen Metropol i Købehavn.
"Når vi får en fiberholdig kost, er det med til at nedsætte blodtrykket, og det virker forebyggende på blandt andet kræft i mavetarmsystemet og hjerte-kar-sygdomme, og det nedsætter risikoen for diabetes og overvægt," siger Preben Vestergaard Hansen.

Mæthedsfornemmelse

Man finder først og fremmest de vigtige kostfibre i kornprodukter samt i frugt og grønt og kartofler.
"Derfor anbefales det at spise fuldkornsprodukter i stedet for hvidt brød, fordi fuldkorn bidrager med et stort indhold af kostfibre. Samtidig er det er vigtigt at huske på at få 600 gram frugt og grønt om dagen, da det også er med til at tilføre kroppen kostfibre," siger Preben Vestergaard Hansen.
Kostfibre giver samtidig en større mæthedsfornemmelse, og man vil derfor automatisk spise mindre, når man får mange kostfibre i sin kost.
"Fordi kostfibre nedsætter optagelsen af især sukker fra tarmsystemet, mætter en fiberholdig kost mere, og derved øges mæthedsfornemmelsen, og samtidig stabiliseres blodsukkeret," siger Preben Vestergaard Hansen.
Han forklarer, at indtagelse af kostfibre også er med til at stabilisere tarmsystemet, fordi de påvirker tarmenes bakterieflora i en positiv retning.