Enhedslistens Peder Meyhoff er blevet til en ’akut’ vendekåbe
Jeg har tidligere påpeget det ulogiske i, at borgerne i Favrskov er tilknyttet Regionshospitalet i Randers, selv om cirka 2/3 af kommunen har et større tilhørsforhold til Regionshospitalet i Viborg eller AUH i Skejby. Ved den lejlighed mente Enhedslistens Peder Meyhoff (PM), at der ikke kunne ændres på den situation, da det er vedtaget i Regionsrådet, at hele Favrskov Kommune er ét anvisningsområde og derfor samlet hører til Regionshospitalet i Randers.
Peder Meyhoff bringer nu her i FavrskovPosten en beretning om en syrisk familie, trods det at PM skrev debatindlæg til mit læserbrev i maj, hvor han blandt andet belærte mig og resten af Favrskovs borgere om det system, vi har i dag. Den syriske familie, PM beskriver, kunne lige så godt være en almindelig dansk familie, er uheldigvis havnet i netop den situation, jeg vil kæmpe for at få ændret, så hurtigt det politisk kan lade sig gøre.
Uanset om en Favrskov borger er henvist til skadestuen/lægevagten i Aarhus via egen læge, eller selv er taget af sted efter forudgående opkald til lægevagten, så er det i dag sådan, at AUH kan sende patienten videre til Randers (med mindre der er tale om livstruende tilfælde) med henvisning til anvisningsområdets tilhørsforhold.
Det skal i fremtiden være muligt, at borgere i Favrskov Kommune bliver henvist og behandlet, hvis det lægefagligt er muligt, på det hospital de har et nært geografisk bestemt tilhørsforhold til. Dette kan eksempelvis være registreret ud fra postnummer.