Fortsæt til indhold

’De sælger stoffer ved broen’

19-årig mand er blevet anholdt

Samfund
Af Birgitte Masson

Først på aftenen torsdag kontaktede en anmelder Nordsjællands Politi, fordi det i følge vedkommende var åbenlyst, at der blev handlet stoffer ved 'Den blå bro' og Krogholmvej i Stenløse.
Da en politipatrulje kommer derud, møder de ganske rigtigt tre unge mænd. Den ene skynder sig at kaste en mobiltelefon fra sig, da han ser politiet. Men hundepatruljen finder mobilen, som efter alt at dømme er en 'salgstelefon'. Derudover finder politiet også en digitalvægt med rester af hash, ligesom de finder en pengekat indeholdende fem salgsposer med kokain.
En 19-årig mand fra Frederikssund bliver anholdt og sigtet i sagen, hvorimod hans to kammerater på henholdsvis 14 og 18 år fra Stenløse og Ølstykke ikke kan sigtes for noget.