61 grunde sættes til salg i Hadsten til august
Hadsten barsler snart med “en lille ny”. 14. august udbyder Favrskov Kommune nemlig første etape af Ginneruplund, som består af 61 boliggrunde og har vejnavnet Flegebakken.
Grundene sælges til højeste bud over mindsteprisen, som er mellem 920.000-1.400.000 kroner for grunde, der er mellem 800-1.034 kvadratmeter store. Det er ikke muligt at reservere en grund, før budrunden har været afholdt.
Boligerne ligger i lokalplansområde 328, som er et kuperet terræn. Udstykningen har derfor både flade og mere “skæve” grunde. På de flade arealer er der kun få krav til byggeriets udseende, mens der på grundene med ulige husnumre er særlige krav at tage hensyn til.
To steder er der desuden mulighed for at købe to grunde og bygge henover skel, sådan at man kan bygge en bolig på minimum 350 kvadratmeter.
Man skal påbegynde byggeri på grunden inden to år fra overtagelsesdagen. Byggeriet skal stå færdigt inden tre år.
Læs mere på www.favrskov.dk/flegebakkencsj