Fortsæt til indhold

Sommerdille er sjov, men ikke ufarlig

Dansk Sejlunion og Søsportens Sikkerhedsråd advarer om det populære Stand Up Paddle - også kendt som SUP

Samfund
Arkiv

Stand Up Paddle (SUP), hvor man står på et langt surfbræt og padler sig frem, er sommerens store hit på vandet.
Men mange glemmer at tænke på sikkerheden og på at få en ordentlig introduktion til sporten. Det kan føre til nogle farlige situationer på vandet, advarer Dansk Sejlunion og Søsportens Sikkerhedsråd.
SUP er den hurtigst voksende vandsport på verdensplan, og i Danmark har mange kastet sig over aktiviteten, der giver god træning for hele kroppen.

Må reddes med helikopter

“Det er utrolig let at komme i gang med SUP, og derfor er der også mange danskere, som går i gang uden at få en grundig introduktion. Men det er vigtigt at kende til både teknikken og til de sikkerhedsmæssige forholdsregler, man bør tage. Vi har desværre set flere tilfælde, hvor SUP-padlere er kommet i alvorlige vanskeligheder og har måttet reddes i land af redningshelikopter, bl.a. fordi padlerne er drevet til havs eller er løbet tør for kræfter. Situationer som dem kan man undgå, hvis man er godt forberedt,” udtaler Henrik Tang, klubkonsulent i Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.
Man skal blandt andet vide, hvordan paddleboardet reagerer i vandet i forskellige situationer, og man skal øve sig i at komme op på boardet igen, hvis man falder i vandet. Udstyr som leash, der er en sikkerhedsline, og vest er obligatorisk for at undgå alvorlige ulykker.
“Det virker umiddelbart ganske ufarligt at stå på boardet og glide stille gennem vandet. Men blot en let vind kan få boardet op i så høj fart, at det er vanskeligt at svømme op, hvis du falder i vandet. Og så er du på den. En sikkerhedsline sikrer, at du ikke mister boardet, og skulle linen knække, så er du godt hjulpet med en vest og en vandtæt mobil i brystlommen,” siger Sten Emborg, sekretariatsleder i Søsportens Sikkerhedsråd.

Vesten er vigtig

Sten Emborg understreger desuden, at det er en skrøne, at vesten hæmmer bevægelserne og gør det vanskeligt at komme op på boardet, hvis man ligger i vandet. De fleste veste er ganske glimrende til SUP, og man løber en stor risiko ved at undlade den.
På SejlSikkert-appen kan man finde informationer om vind-w og strømforhold,, når man forbereder turen på vandet.jesl