De vil give unge aarhusianere succes
Foredrag med det overordnede emne ’personlig succes’ er, hvad to unge kvinder fra Tranbjerg og Malling arrangerer
De er blot 21 og 20 år, men ikke desto mindre har Nina Ulrik Jensen fra Tranbjerg og Cecilie Rosendal fra Malling siden 3.g arbejdet målrettet på at åbne egen virksomhed.
Først troede de, at det skulle være i form af en bolig/interiør-webshop, men kort før lanceringen mærkede de efter indeni, og mavefornemelsen var ikke rigtig.
“Vi vil gerne hjælpe andre. Vi vil lave noget, som hjælper folk med at udvikle sig på et personligt plan - til personlig succes,” fortæller Cecilie Rosendal.
Det er endt ud i firmaet Minds of Us, som laver foredrag med eksperter inden for forskellige emner, under det overordnede tema 'personlig succes'.
“Vi hyrer eksperterne og står for alt det praktiske. Vi er også med til eventene, hvor vi tager i mod og laver oplæg,” forklarer Nina Ulrik Jensen.
Missionen er særligt at ramme de unge, men indtil videre har deltagerne på Minds of Us' foredrag været meget blandet aldersmæssigt og også kønsmæssigt.
Er gået all in på Minds of Us
Første arrangement fra Minds of Us' hånd fandt sted i januar, hvor Jesper Bergstrøm fortalte 80 deltagere om 'en vinders kropssprog'. Siden er det blevet til yderligere tre foredrag med forskellige temaer.
“Det er meget vigtigt, at der er en social atmosfære til arrangementerne, for det at netværke er en stor del af det. Der er grobund for at skabe nogle relationer til nogle mennesker, som man ellers ikke lige ville møde,” fortæller Cecilie Rosendal, som ved siden af jobbet i Minds of Us arbejder fuldtid - ligesom Nina Ulrik Jensen i øvrigt også arbejder ved siden af.
“Men vi er all in på det her, og det er planen, at vi skal kunne leve af det. Det kommer helt sikkert også til at ske. Med hårdt arbejde skal vi nok komme derhen, hvor vi gerne vil,” siger Nina Ulrik Jensen, og Cecilie Rosendal fortsætter:
“Ofte har jeg faktisk mere lyst til at tage på kontoret fremfor til en fest.”
At de to kvinder ikke har nogen videre uddannelse at trække på som virksomhedsejere holder dem bestemt ikke tilbage.
“Når der er noget, vi ikke ved, så undersøger vi det og finder ud af det hen ad vejen. Vi gør os mange erfaringer og lærer med raketfart,” siger Cecilie Rosendal.