Fortsæt til indhold

Power i Tilst åbner om tre uger

Han lovede, at Aarhus fik en ny Power, før bladene faldt af træerne - og den administrerende direktør løj ikke

Samfund
Christina S. Johansen

Danmarks næststørste Power er under klargøring i Anelystparken i Tilst. Denne onsdag 19. juli var 25 af butikkens i alt 50 nye medarbejdere på arbejde for at pakke ud, hænge op og gøre rent.
Faktisk er folkene bag elektronikgiganten så langt med forberedelserne, at den administrerende direktør, Jesper Boysen, nu afslører åbningstidspunktet for butikken - eller i hvert fald så godt som:
“Inden for tre uger slår vi dørene op. Så er alle tilbage fra ferie og total kampklar,” siger han, og fortsætter:
“Du kan slet ikke forestille dig, hvor meget jeg glæder mig. Den her butik har størrelsen til at vise det, vi gerne vil, nemlig at vi er et muskelbundt af en butik.”

Ny stikvej var afgørende

I alt bliver Tilst-butikken lidt mere end 3000 kvadratmeter stor - til sammenligning er butikken i Viby cirka 2.200 kvadratmeter.
Lokalerne i Tilst er de samme, som det hedengangne Electric City i sin tid lå i.
“Jeg kender den her placering og lokalerne ualmindeligt godt, for jeg var selv med til at lukke Electric City,” forklarer Jesper Boysen og fortsætter:
“Det helt afgørende for, at vi endte med at vælge det her sted til Power, var den nye stikvej ind til området. Før var det kringlet at komme herind, men i dag er det jo megalet. Vi overvejede at benytte begge etager på stedet, men vores erfaring siger os, at kunderne helst vil have ét plan. Desuden behøver vi ikke ligge i første parket ud til Viborgvej - kunderne skal nok finde Power.”

En forandret butik

Det er en totalt forandret butik, som møder kunderne i forhold til, hvordan den tidligere så ud. Blandt andet er et gammelt trappetårn i midten af butikken fjernet, og i stedet er der kommet rulletrapper og elevator i indgangspartiet, som leder op til en ny butik på førstesalen, mens man ved at gå til højre direkte fra stueplan kommer ind i Power.
Fordi der er mere plads at gøre godt med i Tilst end i alle andre Power-butikker - undtagen Herlev - er sortimentet tilsvarende større.
“Vi har fået ekstraordinært meget blod på tanden i forhold til den her butik efter at have set udviklingen i Viby. Det er gået over al forventning, og vi er faktisk ved at vokse ud af butikken dér,” siger Jesper Boysen, som forklarer, at Power Tilst åbner med den sædvanlige pomp og pragt med cirka 130 medarbejdere på plads i butikken.