Fortsæt til indhold

Plejehjem skal kunne aflevere prøver til læger

Socialudvalgsformand blev overrasket over manglende service.

Samfund
ÆLDRESERVICE Af Jørgen Bollerup Hansen

Skanderborg Christina Bottke (V), der er formand for Socialudvalget i skanderborg kommune, er i sommer blevet overrasket via læserbreve og henvendelser til politikere over, at den service, Skanderborg Kommune yder beboere på plejehjem med aflevering af eksempelvis prøver til egen læge, er lavere end i nabokommunerne. Og at det som udgangspunkt er noget, beboerne eller deres pårørende selv skal sørge for. I den konkrete sag har hun bedt om at få en redegørelse fra administrationen. “På den baggrund har jeg som formand for Socialudvalget besluttet, at vores serviceniveau på området skal behandles af udvalget på det førstkommende møde,” skriver hun i en pressemeddelelse. “Jeg mener ikke, det er acceptabelt, at servicen på området er usikker, og at man ikke entydigt som plejehjemsbeboer kan få beskrevet den kommunale service, som det fremgår af administrationens svar.”

Bottkes politisk mål

Hun mener samtidig, det er en rimelig og forventelig service, at beboere på plejehjem - med de funktionsnedsættelser, der er begrundelsen for visitiation til netop plejehjemmet - får hjælp til aflevering af prøver til egen læge og lignende. “Det er ikke rimeligt, at beboerne kan blive pålagt at betale flere hundrede kr. for at have en taxa til at aflevere prøver, siger hun. “I mange tilfælde er der pårørende, der helt naturligt løser opgaven. Men mange plejehjemsbeboere har ikke pårørende i nærheden, der med kort varsel kan hjælpe, og nogle har slet ikke pårørende i nærheden. Jeg mener, det er en opgave af begrænset omfang, som man bør kunne finde tid til i det enkelte plejedistrikt.” “Vi skal ikke have forskellig service på dette område fra det ene plejehjem til det andet, eller endda fra dag til dag. Derfor har jeg taget det politiske initiativ af få de politiske forventninger tydeliggjort for direktionen og ledelsen af ældreområdet, skriver hun.