Stilling Station åbner tidligst om fem år
Transportministeriet forventer først at kunne påbegynde etableringen af en station i 2022.
STILLING Transportministeriet vil gennemføre en række undersøgelser af, hvad det vil kræve for at genåbne Stilling Station og prisen for dette. Så selv om et flertal i Folketinget udenom regeringen har vedtaget, at Stilling Station skal genåbnes, forventer ministeriet først, at arbejdet kan påbegyndes i 2022. Ministeriet peger på, at det så kommer til at ske i forlængelse af arbejde med at etablere et nyt signalsystem på jernbanen.
Det er helt grotesk
Datoen fremgår af et svar, som Skanderborg Kommune har fået fra ministeriet. Claus Leick (SF), der er formand for Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune, er fortørnet over denne tidsplan. “Det er helt grotesk, at ministeriet vil bruge fem år på at lave analyser. Jeg kan næsten kun opfatte det som et drilleri - måske fordi det er et flertal udenom regeringen, der har vedtaget, at Stilling Station skal genåbnes - for så svært kan det vel ikke være at lave de nødvendige undersøgelser. Det er jo ikke en rumraket, der skal bygges,” siger Claus Leick. “Jeg synes, der er for ringe. Og rigtig trist for de mennesker, der har brug for, at Stilling Station genåbnes. Jeg vil tage det op med mit partis folketingsmedlemmer, blandt andet Kirsten Normann Andersen, der er valgt i Østjylland og bor i Hørning, siger Claus Leick. Han undrer sig over, at ministeriet vil bruge fem år på forundersøgelser, når han for nylig så hvor hurtigt, regeringens egen beslutning om at lave tre spor på motorvejen mellem Skanderborg Syd og Aarhus blev påbegyndt. “Her startede asfaltarbejdet kun få dage efter, at beslutningen var taget i Folketinget, siger Claus Leick.
Ministeriets forklaring
Ministeriet begrunder behovet for, at der skal laves yderligere undersøgelser med, vi har set en række eksempler på stationsbyggerier, som blev væsentlig dyrere end forventet, fordi projekterne ikke blev undersøgt tilstrækkeligt først.