Politiet leder efter 16-årig pige
Østjyllands Politi leder efter den 16-årige Victoria Adelhaid Andersen, som ikke er set siden fredag 12. maj, hvor hun forlod institutionen 'Ny-Start Markusminde' på Nordrevej i Markusminde ved Lading, hvor hun er anbragt.
Victoria Adelhaid Andersen er tidligere gået fra institutionen men er altid vendt tilbage, men det er ikke sket denne gang. Både hendes mor og institutionen har siden hendes forsvinden modtaget e-mails, der angiveligt er fra Victoria, men politiet har mistanke om, at det er andre, der står bag disse mails, og at de også har hjulpet Victoria med at gå under jorden.
Ifølge en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi frygter politiet ikke, at der er sket den unge pige noget, men da hun er under 18 år og anbragt på institution, skal hun tilbage dertil. Hvis nogen har hjulpet hende med at gå under jorden, er det en overtrædelse af straffelovens § 215, der siger, at den, som unddrager en person under 18 år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller bidrager til, at han unddrager sig sådan myndighed eller forsorg, straffes med bøde eller fængsel indtil fire år.
Østjyllands Politi vil gerne høre fra borgere der ved, hvor Victoria opholder sig, eller som har kendskab til, hvem der eventuelt har hjulpet hende med at gå under jorden.
Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.