Lokalradio fejer 25 års jubilæum
En flok frivillige sørger fortsat for både nyheder og god musik til Radio Favrskovs lytter
@Byline.emne:jubilæum @Byline.JFM:Af Hanne Bliksted RADIO: Lokalradio har i manges øren en lidt støvet klang, men Radio Favrskov har efter et kvart århundredes virke stadig gejst til glæde for de mange lyttere, som primært er i den modne alder. Som mange andre lokalradioer har også Radio Favrskov haft sine kriser med sendetilladelser, bestyrelses-sammensætning og meget andet, men det er stadig de glade toner og god musik, som overskygger det hele. Mandag 31. juli kan radioen med adresse på Stationsstræde midt i Hadsten så fejre 25 års jubilæum, og formanden for bestyrelsen Sven Jensen erkender, at det er lidt af en milepæl. Han kom i bestyrelsen i 2007 og har været formand siden 2010. ”Det var den tidligere formand Niels Pape, som opfordrede mig til at stille op til bestyrelsen, men jeg sagde, at jeg ikke havde forstand på at lave radio. Men det betød ikke så meget, for der var brug for én som kunne lave det administrative arbejde, fortæller Sven Jensen. Han og tre bestyrelsesmedlemmer Tove Dyrbye, Knud Vester og Mogens Hansen har inviteret FavrskovAvisen til en snak om det kvarte århundrede, og de glæder sig over et godt sociale samvær blandt de frivillige på lokalradioen. Radio Favrskov startede som Radio Hadsten på Vesselbjergvej, men efter et par år flyttede radioen til den tidligere kontorbygning for slagteriet. Siden flyttede Lilleåens Børnehave også ind, og så kom STU - særlig tilrettelagt uddannelse for unge - til. Børnehaven flyttede ud, og efter huset fik en tilbygning, flyttede Favrskov Kommunes rusmiddel-rådgivning også ind.
Store afgifter
Kommunen ejer bygningen, og lokalradioen betaler ikke husleje. Alligevel er det svært at får en fornuftig økonomi i at drive lokalradio. Radioen betaler mellem 60.000 og 65.000 kr. i afgifter til Koda og Gramex hvert år, og dertil kommer udgifter til udstyr og meget andet. Og det administrative arbejde er der en del af, og Sven Jensen tager sig af det meste. Radioen har en trofast medlemsskare på omkring 300 medlemmer, heraf er der ca. 200 personlige medlemsskaber.
Døgndrift
Radioen sender 50 timer hver uge, og når der ikke er aktivitet hos Radio Favrskov, tager Radio Alfa over, og dermed sendes der i døgndrift på 104 MHz, som er Radio Favrskovs station. Radioen har omkring 20 studieværter, som sender fast hver eller hver anden uge – mest musik. De fleste har været med i en del år, Tove Dyrbye har den eneste studievært, som har været med siden starten. Hun sidder også i bestyrelsen, og hver søndag sender hun programmet ’Tryllefløjten’ med operettemusik og danske sange.
Besøg på radioen
Listen over kunstnere, som har besøgt radioen i de 25 år er lang, den tæller blandt andet duoen Lis & Per, Renë Franz og Kristian Lilholt, ligesom Stig Rossen har været et smut forbi, når han de gange hvor han har optrådt ved Lilleåmarkedet. Selv husker Tove Dyrbye, da hun forud for en koncert i Sløjfen skulle interviewe sangerinden Birgitte Grimstad. ”Jeg var ret nervøs, for jeg havde ikke prøvet det før, men det gik godt, for pludselig var der gået tre kvarter, og det var en del længere end de otte-ti minutter vi havde forestillet os, interviewet skulle vare,” fortæller Tove Dyrbye om sit indtil nu eneste interview.
Ønskeprogrammer
Weekenden er ugens højdepunkt for Radio Favrskov, hvor der både fredag og lørdag er ønskeprogrammer og med konkurrencer, hvor lokale erhvervsdrivende sponserer præmier. Studieværterne spiller musik og fortæller gode historier, og for en dels vedkommende kan de øse af en meget stor viden på deres felt. ”På lokalradioen mærker vi også tilbagegangen i det lokale forretningsliv og det kan være svært at skaffe præmier. Men vi vil gerne støtte det lokale liv, og håber også, at de vil støtte os,” siger Sven Jensen. Politik er der ikke noget af på Radio Favrskov, altså bortset fra hvis et parti køber et reklamespot eller når borgmesteren ved årsskiftet kommer forbi og holder sin nytårstale.
Lydavisen
Radio Favrskov producerer også den lydavis, som blinde og svagtseende kan få fra Favrskov Kommune. Ideen fik den tidligere formand Knud Jørgensen, og da den daværende Hadsten Kommune ikke ville give tilskud til det, lavede han den selv, cyklede ud med den og i nogle tilfælde satte han også kassettebåndet i båndoptageren hos dem som ikke selv kunne klare det. Nu indlæses de lokale nyheder på en cd, som sendes ud til folk hver 14. dag.
Reception
Jubilæet fejres med en reception på lokalradioen mandag 31. juli kl. 15-17. Og hvis nogle undrer sig over startdatoen - 31. juli, så var det ganske enkelt, fordi det var sidste frist for at komme i gang, hvis man ville bevare den sendetilladelse, som den daværende Radio Hadsten havde fået et halvt år tidligere. Jubilæet fejres også med en fest for de mange frivillige i august.