Fremstød for kendt Skanderborg-radiator
Meinertz satser på mere eksport for designradiator
Arkitekter og bygherrer bag store byggerier verden over beder ofte om at få installeret de specielle designradiatorer, der bliver produceret og udviklet hos Meinertz i Skanderborg.
Meinertz er især kendt for en konvektionspaneler, som mange vil genkende som en smal rist i gulvet foran store vinduespartier.
Meinertz mærker tydeligt, at det er bedre tider for byggeriet og fornyet fokus på arkitektur.
Virksomheden har efter nogle hårde år under finanskrisen igen sorte tal på bundlinjen og vil nu øge eksporten.
Det sker med et mål om, at halvdelen af omsætningen i fremtiden skal hentes på markeder uden for Danmark.
I den forbindelse har Meinertz blikket rettet mod USA, hvor virksomheden tidligere har leveret til blandt andet New York Times nye spektakulære hovedkvarter på Manhattan.
Meinertz har vendt et underskud på godt 5 mio. kroner i 2015 til et lille plus i 2016. Den positive udvikling er fortsat ind i 2017, og det giver optimisme hos adm. direktør Philip Meinertz.
Virksomheden er også begunstiget af tidens arkitektoniske strømninger, uddyber han.
“Tendensen med store, åbne og strømlinede rum er klart en fordel for os, fordi vi kan designe varmeløsninger, som er integreret i arkitekturen. Samtidig kræver store glasflader varmetilførsel for at forhindre kuldenedfald. Vores løsninger kan integreres i de store vinduespartier og er knap nok synlige. Det gør os til en interessant samarbejdspartner for arkitekterne,” siger Philip Meinertz, i en pressemeddelelse.
Philip Meinertz og salgsdirektør Ulrik Meinertz er tredje generation i virksomheden sammen med broderen Christian, der er medlem af bestyrelsen, men ikke aktiv i den daglige drift. Brødrenes farfar grundlagde Meinertz i 1939.
Bestyrelsesformand Øjvind Hulgaard, som er advokat og ekspert i generationsskifter, mener, at kombinationen af en engageret familie og en bestyrelse med eksterne repræsentanter har vist som en stærk model, hvor en ny generation har udviklet og skabt vækst.
e.r